VIDEO Tragedieramte forældre appellerer til Facebook-omtanke

Forrige lørdag mistede familien Therkildsen sin 24-årige søn, da han druknede under en kold svømmetur i Storsøen i Qaqortoq. Og tragedien spredte sig som lynild på Facebook.
25. august 2014 09:31

Efterfølgende var politiet ude og appellere til, at man udviser større respekt over for de efterladte og undlader at skrive om dødsfald på Facebook lige, når det er sket. Sådan som tilfældet var med Juaansinnguaq Therkildsen. Og hans mor, Louise Therkildsen, er fuldstændig enig.

- Vi opfordrer alle Facebook-brugere til først at tænke på familierne, når tragedien sker. For eksempel ved at nedprioritere Facebook i det øjeblik.

- Folk skal nok få besked om tragedien – bare ikke via Facebook. Jeg kan ikke acceptere, at nyheden spredes via Facebook, før familierne har fået besked, siger Louise Therkildsen til KNR.

De tre søskende var ikke på Facebook
I dette tilfælde nåede politiet at få fat i faren hjemme i Ikerasak, mens byens kateket ringede til Louise Therkildsen, der var i Ilulissat.

- Heldigvis var vores tre andre børn ikke på Facebook på det tidspunkt. Det er jeg utrolig taknemmelig over.

LÆS OGSÅ VIDEO Politiet advarer mod brug af Facebook ved alvorlige personsager

- Siden hørte vi, at nyheden spredte sig på Facebook med navn og det hele. Det var altså utrolig svært for os at høre.

- For hvis vi havde fået den triste nyhed først via Facebook, ville vi nok have været brudt totalt sammen, fastslår Louise Therkildsen.

Juaansinnguaq Therkildsen studerede i Qaqortoq, hvor han var ude at svømme med nogle kammerater, da han tilsyneladende blev ramt af krampe i den kolde sø.