USA-stat med rekord for henrettelser afskaffer dødsstraf

Den amerikanske delstat Virginia, der har rekorden for flest henrettelser i USAs historie, har officielt afskaffet dødsstraf.
Det står klart, efter at delstatens guvernør, Ralph Northam, onsdag har sat sin underskrift på den relevante lovgivning.
- At underskrive den her lovgivning føles som det rigtige at gøre. Det er det moralsk rigtige at afskaffe dødsstraf i Virginia, siger guvernør Ralph Northam.
Han tilføjer, at dødsstraffen er blevet brugt uforholdsmæssigt meget mod sorte personer. 296 ud af de 377 personer, der blev henrettet i Virginia i det 20. århundrede, var sorte, lyder det.
Virginia har gennemført i alt 1390 henrettelser siden år 1608, hvor den stadig var en britisk koloni. Texas ligger på andenpladsen. Texas har dog gennemført flest siden 1976, hvor USAs Højesteret genindførte dødsstraffen.
LÆS OGSÅ USA tager igen den elektriske stol i brug
Dødsstraf er afskaffet i 23 amerikanske delstater.
Den seneste henrettelse i Virginia fandt sted i 2017.
Yderligere tre - Californien, Oregon og Pennsylvania - har suspenderet brugen.
Amerikanske delstater foretog sidste år syv henrettelser. Generelt valgte mange ikke at gennemføre henrettelser på grund af coronapandemien.
På føderalt plan blev der dog gennemført 13 henrettelser fra juli 2020 og frem til tidligere præsident Donald Trumps afgang i januar i år.
Den nuværende amerikanske præsident, Joe Biden, har meddelt, at han ønsker at afskaffe dødsstraf på føderalt plan.