Unge lærer at tale om livets svære emner

For Thala Markussen var det en lettelse, da hun første gang satte ord på de svære ting i livet. Som underviser i psykisk førstehjælp hjælper hun nu andre unge med at tage de svære samtaler.
Deltagerne på kursus i psykisk førstehjælp. Foto: KRK INUA

I perioder hvor jeg havde behov for nogen at tale med, vidste jeg ikke, hvem jeg kunne gå til. Derfor har jeg i lang tid ikke haft nogen at tale med eller søgt nogen at tale med. Jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne hjælpe mig selv.

Sådan lyder det fra Thala Markussen, der netop er blevet kursusleder i psykisk førstehjælp.

Med projektet “Handlekraft, når livet gør ondt” som INUA og Ungdommens Røde Kors står bag, får unge et gratis kursus i psykisk førstehjælp. Her får de hjælp til, hvordan man tager de svære samtaler, og lærer at række ud til andre i sårbare situationer.

- Rigtig mange unge har det svært. Det viser blandt andet de alt for høje selvmordsrater. Men unge er samtidig de allerbedste til at hjælpe hinanden og er en enorm ressource i kampen mod mental mistrivsel. Det kræver bare, at de får de rigtige værktøjer, sagde projektleder Erni Kristensen, da projektet blev lanceret i 2023.

Og nu har 250 unge har gennemført kurset.

Psykisk førstehjælp

Psykisk Førstehjælp er en enkel måde at støtte mennesker i krise – både ved pludselige hændelser som dødsfald og ved længerevarende mistrivsel. Metoden er lavet af psykologer og giver frivillige konkrete redskaber til at lytte og snakke med folk, der har det svært. Det handler ikke om at dykke ned i traumer, men om at hjælpe den kriseramte godt videre. 

 

Oplevelsen af at føle sig alene, motiverede Thala Markussen til at deltage i kurset, så hun kunne støtte andre unge. Efter selv at have oplevet, hvor meget det hjalp, valgte hun at blive kursusleder for at være med til at åbne op for de svære samtaler. 

På kurset undervises der fra ung til ung.

- Vi bør blive bedre til at tale om de svære ting i samfundet. De metoder, vi underviser i, handler om, hvordan vi taler om udfordringer. Det er vigtigt, at vi bliver bedre til det, siger hun.

En lettelse

Bebbie Petersen, der er projektkonsulent hos INUA, fortæller, hvordan de unge opmuntres til netop at tale åbent.

- Vi siger ofte, at vi alle blot er mennesker, og når vi befinder os i følelsesmæssigt svære perioder, kan det være en lettelse at tale åbent, siger hun.

Og ligesom Thala Markussen, oplever Bebbie Petersen også, at kurset har positiv effekt. 

- Mange unge opdager, at de ikke er alene med deres problemer eller følelser, og at det føles som en lettelse at kunne tale om det, siger hun.

Bebbie Petersen håber, at de unge går fra kurset med redskaber, så de uden tøven kan starte en samtale, hvis de møder nogen, der har det svært.

Projektet fortsætter frem til 2027, og målet er at 1600 unge skal gennemføre kurset.