Suppe til hjemløse skal give nærvær og varme midt i kulden

Palaseqarfik Nuuk afholder onsdag sammenkomst for hjemløse. De skal mærke, at de ikke er glemt og have noget til at holde varmen, fortæller koordinator for kirkens sociale arbejde.
Hvis du er hjemløs, kan du møde op onsdag klokken 16. i Hans Egedes Kirke for at få et varmt måltid mad.
Skrevet af Emil Weis
13. april 2026 15:15

Det er ekstra koldt at være hjemløs for tiden. 

Derfor er menuen også klar, når Palaseqarfik afholder sammenkomst for hjemløse på onsdag. 

- Der vil blive serveret suppe. Det skal være noget varmt, fordi det er koldt udenfor, fortæller omsorgs-koordinator i Palaseqarfik Nuuk, Beathe Møldrup.

Arrangementet bliver holdt i Hans Egedes Kirke og starter klokken 16. Og det handler ikke bare om at give de hjemløse et måltid mad, fortæller Beathe Møldrup:

- Det er vigtigt, at man viser de udsatte noget omsorg og alt den næstekærlighed, som man kan sende deres vej. De skal mærke, at de er husket. 

Nærvær for udsatte grupper  

Udover at spise suppe vil der også blive læst op fra biblen og sunget salmer. 

- Det er vigtigt med noget sammenkomst for hjemløse. De skal selvfølgelig have noget varmt at spise, men det er også meget vigtigt, at de oplever noget nærvær og noget socialt, siger Beathe Møldrup. 

Hun forventer, at der møder omkring 90 hjemløse op. Ifølge en hjemløsetælling i 2022 fra Ilisimatusarfiks center for arktisk velfærd var der 491 hjemløse i Grønland, hvor af 156 af dem befandt sig i Nuuk. 

Der har i de seneste stykke tid været afholdt sociale arrangementer for forskellige grupper i kirken. Det har været muligt med støtte for A.P. Møller Fonden og i samarbejde med Sømandshjemmet. 

- I sidste måned havde vi to arrangementer for børn, og vi har også haft spisninger med andre udsatte grupper, siger Beathe Møldrup. 

Situationen er grel

Den danske hjælpeorganisation Hjælp Din Næste var i sidste uge i Nuuk for at uddele kilovis af varmt tøj og byde på pizza til de hjemløse. 

Her kom det bag på frivillig Julius Asger, hvor store udfordringerne var: 

- Situationen er grel, og der er behov for, at flere organisationer kommer til Nuuk for at hjælpe dem, der har allermest brug for det.

I 2024 blev der igangsat et større forskningsprojekt, som skulle være med til at bekæmpe hjemløshed. 

Her modtog forskerne på Ilisimatusarfik en større bevilling på 4,8 millioner kroner til projektet Ilaassaagut, der skal køre til og med i år.