Døgnrapport: Stor brand på båd i Nuuk
Det har været en begivenhedsrig morgen i hovedstaden. Klokken 07.57 torsdag morgen fik politiet en anmeldelse om, at en båd var gået i brand på havnen i Nuuk.
- Der er formentlig opstået en brand med et oliefyr, der ikke virkede, som det skulle, fortæller vagtchef ved Grønlands Politi, Heini Jacobsen.
Branden er slukket, og en person blev kørt på sygehuset for at sikre, at han ikke havde fået røgforgiftning. Personen har det fint efter omstændighederne.
Der er nemlig tale om farlig røg, da båden, som gik i brand, er en glasfiberbåd.
- Hvis folk har inhaleret røgen og får det dårligt, skal man søge hjælp, siger vagtchefen fortsat.
Den pågældende båd er ødelagt, og samtidig har båden ved siden af også fået lidt skader.
Politiet har foretaget en efterforskning, men det ligner ikke, at der er sket noget mistænkeligt eller kriminelt. Derfor er båden frigivet til ejeren igen.
Gik amok
Politiet måtte også rykke ud i Nuuk omkring klokken 1 i nat, da der var en del hærværk.
- En person gik amok og foretog en masse hærværk. Han blev anholdt til sidst og vil blive sigtet for hærværk, oplyser vagtchefen.