Rengøringsfolk på Sana afskediget: Størstedelen af arbejdet skal fremover udføres af eksternt firma
Otte rengøringsmedarbejdere på Dronning Ingrids Hospital blev afskediget den 29. maj. Den største del af rengøringsopgaverne skal fremover skal varetages af et eksternt firma, lyder begrundelsen.
Naalakkersuisoq har iværksat en undersøgelse af sagen.
Laura Frederiksen og syv kolleger modtog den 21. maj besked via e-mail om deres afskedigelse. De fik med andre ord én uge til at svare på afskedigelsesbrevet.
KNR har set den e-mail, som Laura Frederiksen modtog.
Hun fortæller, at de ikke har haft møde med arbejdsgiverens repræsentanter om sagen.
– Nej, de sendte blot brevet. Da vi mødtes, deltog der ikke en eneste repræsentant fra arbejdsgiversiden.
De ansatte fik heller ikke nogen nærmere forklaring på, hvorfor netop de blev afskediget.
– Det fremgår ikke af brevet, hvorfor vi bliver afskediget. Andre afskedigede har fået begrundelser, men vi to medarbejdere har ikke fået nogen forklaring på årsagen til vores afskedigelse.
Ifølge Laura Frederiksen, som har arbejdet i Sana i ét år, er fagforeningen nu gået ind i sagen.
Andre skal overtage rengøringen
Ifølge afskedigelsesbrevet skyldes afskedigelsen, at ledelsen i sundhedsvæsenet har besluttet, at størstedelen af rengøringsopgaverne fremover skal udføres af et eksternt firma.
Brevet oplyser også, at der ved udvælgelsen af, hvem der skulle afskediges, blandt andet er lagt vægt på medarbejdernes faglige kvalifikationer, deres evne til at udføre opgaverne samt kvaliteten af deres arbejde.
Det fremgår desuden, at rengøring med direkte tilknytning til patientbehandling fortsat skal varetages af sundhedsvæsenets egne ansatte.
KNR har kontaktet ledelsen i Sana for at få en kommentar, men der er endnu ikke kommet svar.
Naalakkersuisoq kræver undersøgelse
KNR har også kontaktet naalakkrsuisoq for sundhed Anna Wangenheim. Hun ønsker dog ikke at kommentere sagen, mens undersøgelsen pågår.
På Facebook skrev hun fredag blandt andet:
– Jeg vil gerne understrege – også på Naalakkersuisuts vegne – at vi ikke blot vil stå og se til, mens dygtige lokale medarbejdere bliver sat uden for udviklingen.
– Det er ikke vores politik at gøre arbejdsdygtige mennesker arbejdsløse. Tværtimod er det nødvendigt, at de inddrages og får medansvar i udviklingen.
Og hun fortsætter:
– På baggrund af de historier, der cirkulerer, har jeg bedt ledelsen om en skriftlig redegørelse. Jeg forventer, at sagen bliver grundigt belyst. Og jeg forventer naturligvis også, at gældende regler er blevet fulgt, og det vil jeg insistere på.