Større militærøvelse på vej i Narsarsuaq
Opdateret fredag morgen med svar fra Arktisk Kommando.
Normalt ånder der fred og ro på havnen i Narsarsuaq.
I hvert fald efter at Lufthavnen så sit sidste fly lette tilbage i april.
Men onsdag morgen fik en enlig fisker selskab af en mindre deling soldater. To Targa-både var blevet hyret til at sejle i alt 17 soldater og to politibetjente til Narsarsuaq.
Ifølge Arktisk Kommando, så skal soldaterne se området an, inden der skal laves en militærøvelse senere på året.
- Der bliver kigget godt efter på landkortet – og ude i terrænet – i Sydgrønland i dag frem til torsdag, skriver Arktisk Kommando i en facebookgruppe, der fungerer som opslagstavle for Narsarsuaq.
Bygden har da også summet af snak om en større militærøvelse i september, hvor soldaterne skal bo på det nu lukkede hotel.
På havnen taler militærfolkene også om en militærøvelse i september, som de skal gøre klar til.
Det er i dag stadig usikkert, hvad der skal ske med Narsarsuaq i fremtiden, efter at amerikanerne har sat deres øjne på en base i bygden.
Borgmester i Kommune Kujalleq, Malene Vahl, har til KNR fortalt, at man ikke kan færdiggøre arbejdet om Narsarsuaqs fremtid, før forhandlingerne mellem USA, Grønland og Danmark er afsluttet.
Og selve øvelsen i september er da også tæt koordineret med kommunen og Selvstyret:
- Alt øvelsesaktivitet planlægges i tæt koordination med Kujalleq Kommune og Selvstyret, skriver Arktisk Kommando.
Fremmed soldater
Den mindre deling af soldater ligner enhver anden gruppe af turister, der stadig forvilder sig til Narsarsuaq med båd.
De er godt nok klædt i fuld uniform, men der bliver taget både billeder og videoer af naturen.
- Det er Argentinas farver, der flyder rundt herude – så jeg har store forventninger, sagde en soldat om den forestående VM-kamp mellem Argentina og England, der blev spillet onsdag aften.
To franske soldater får sig en smøg, imens der bliver taget billeder af de store isstykker, der flyder ned i fjorden fra en nærliggende gletsjer.
Der bliver også både talt norsk og svensk på kajen i Narsarsuaq.
- Soldater og planlæggere fra Arktisk Kommando er sammen med flere allierede lande på rekognoscering forud for en større øvelse, der finder sted senere på året, skriver Arktisk Kommando om øvelsen på facebook.
En af militærfolkene fra Arktisk Kommando på kajen i Narsarsuaq er i gang med at koordinere et fly, der skal tage dem lidt tidligere hjem fra Qaqortoq torsdag.
- Vi har lavet nogle klare linjer for, hvordan vi må være her i området, siger en anden af militærfolkene til den lokale turistguide.
Amerikanere og øvelsesaktivitet
De lokale i Narsarsuaq tør ikke rigtigt spå om, hvad Arktisk Kommando og de internationale soldater skal med øvelsen.
Det har tidligere været beskrevet, hvordan amerikanerne to gange tidligere på året har været i Narsarsuaq for at se på forholdene i byen.
En lokal fra Narsarsuaq fortæller til KNR, at de blandt andet kiggede på forholdene i havnen, lufthavnen og det nu nedlagte hotel.
- Narsarsuaq er et oplagt område at afholde øvelse i, blandt andet fordi aktiviteterne her i mindst muligt omfang kommer til at påvirke jagtområder i jagtsæsonen, skriver Arktisk Kommando.
KNR har spurgt Arktisk Kommando, hvorvidt øvelsen er en Nato-øvelse, og hvad militæret mere præcist skal i Narsarsuaq. AOK svarer, at øvelsen er en del af Forsvarets operation Arctic Endurance, som startede i januar i år.
- Arctic Endurance er en del af Nato-aktiviteten Arctic Sentry, udtaler Arktisk Kommando i et skriftligt svar.