Stafetten gives videre: Grønland får ny børnetalsmand fra august
1. august 2025 sætter der sig en ny person i stolen som ny børnetalsmand - og naalakkersuisut har valgt et ansigt med erfaring.
Det bliver Stina Sværd, som overtager arbejdet fra Aviâja Egede Lynge, der har haft posten siden 2015. En post hun overtog, efter Aaja Chemnitz (IA) blev valgt til Folketinget.
Det skriver naalakkersuisut i en pressemeddelelse.
Nu skal Stina Sværd stå i spidsen for at styrke børns rettigheder og trivsel i landet – og det er en opgave, hun ikke tager let på.
- Jeg vil arbejde for, at alle børn i Grønland bliver hørt – også dem, der ikke bliver spurgt. Børns rettigheder skal ikke kun stå i love og konventioner, men leves i praksis, siger hun i en pressemeddelelse fra naalakkersuisut.
Tungt område
Ifølge pressemeddelelsen fra naalakkersuisut har Stina Sværd arbejdet med børn og unge i mere end to årtier. Hun er uddannet socialrådgiver og har både været sagsbehandler, leder og frivillig.
Gennem 18 år har hendes familie også fungeret som akut plejefamilie, hvilket har givet hende et helt særligt blik for, hvad børn har brug for, når livet slår knuder.
Og den erfaring kommer hun til at få brug for.
I starten af juni indkaldt naalakkersuisoq for børn, unge og familier, Maasi Pedersen, til pressemøde - et møde søbet ind i klar frustration og store følelser over, hvor slemt socialområdet står til. Det fik ham også til at stille det retoriske spørgsmål: Hvornår erklærer man undtagelsestilstand?
I pressemeddelelsen om den nye børnetalsmand udtaler Maasi Pedersen (IA).
- Stina har dybt kendskab til forholdene, og ikke mindst vilkårene for børn i Grønland, og jeg er ikke i tvivl om, at Stina vil møde børnene i øjenhøjde i sin funktion. siger han.
Store sko at fylde
KNR mødte den tidligere talskvinde, Aviâja Egede Lynge tilbage i maj, hvor hun så tilbage på sine ti år på posten.
Her fortalte hun, hvordan hun og MIO, børnerettighedsinstitutionen, blev mødt med skepsis og kraftige reaktioner. Men også at der i dag ikke længere sættes spørgsmålstegn ved foreningens rolle i samfundet.
Tværtimod oplever hun, at borgerne selv er begyndt at råbe op om problemerne rundt omkring i landet.
Hendes sidste opgave som børnetalsmand var at fremlægge en rapport om nye organisatoriske tiltag såsom oprettelse af en særlig klageinstans for børn, så børn kan få deres rettigheder behandlet i overensstemmelse med FN’s Børnekonvention.