Samarbejdspartiet lever ikke op til lov: Mangler at levere revideret regnskab

Kalenderen viser 2022, men Samarbejdspartiet mangler fortsat at aflevere et revideret årsregnskab for 2020.
Det fik formandskabet i Inatsisartut til at løfte pegefingeren i november sidste år. I et brev til partiets bestyrelse skriver Hans Enoksen, der er formand for Inatsisartut:
- Formandskabet skal på det kraftigste opfordre Samarbejdspartiet til HURTIGST MULIGT OG SENEST 31. DECEMBER 2021 at indsende regnskab/revideret regnskab for 2020.
Det skete dog ikke, og faktisk skulle det reviderede regnskab allerede have ligget klar på formandskabets bord 1. juli sidste år i henhold til loven.
LÆS OGSÅ Nye procedurer på vej i Samarbejdspartiet
Det er lovpligtigt, når partier modtager offentligt tilskud, som Samarbejdspartiet har gjort.
Hans Enoksen henviser i brevet til § 9, stk. 2, i Landstingsloven om økonomisk tilskud til politisk arbejde, her står sådan her:
- Hvis revideret regnskab ikke indsendes, kan Formandskabet for Inatsisartut beslutte, at kommende udbetalinger af tilskud skal udsættes eller bortfalde.
Samarbejdspartiet er dog ikke længere valgt til Inatsisartut. Det betyder, at Formandskabet ikke har mange muligheder for at sanktionere, fordi partiet aktuelt ikke modtager partistøtte.
Foreløbige tal viser store underskud
På Inatsisartuts hjemmeside er der netop offentliggjort et ikke-revideret årsregnskab for partiet. Det betyder, at regnskabet altså ikke haft uvildige øjne på i form af en statsautoriseret revisor, der kan tjekke om tallene er korrekte.
I de tal, der er lagt op, fremgår det, at partiet mildt sagt er i store økonomiske vanskeligheder. Resultatet for 2020 endte med et underskud på knap 150.000 kroner.
LÆS OGSÅ Retten afviser fogedforbud mod Tillie Martinussen
Samtidig har partiet helt udsædvaneligt en egenkapital på minus 268.756 kroner.
Det fremgår af partiets egne tal, at de har modtaget 1,16 millioner kroner fra det offentlige i 2020. Kun 7.250 kroner af alle partiets samlede indtægter stammer fra kontingent.
Manglede penge til at betale en revisor
Ud af et svar til Inatsisartuts formandskab fremgår det, at der ikke har været tilstrækkeligt overblik over partiets økonomi.
Partiet har ikke kunnet aflevere et revideret regnskab, fordi kassen har været tom - og så kunne man ikke betale en revisor.
I svaret henviser bestyrelsen til, at skylden er på partiets tidligere regnskabsansvarlige og det forhold, at partiet er blevet anmeldt til politiet for misbrug af partistøttemidler.
LÆS OGSÅ Efteråret ruskede og rev i Samarbejdspartiet: Nu skal kræfterne bruges på politik
Det har givet ekstra omkostninger i forbindelse med årsregnskabets udarbejdelse, oplyser partiet:
- Vi er med andre ord ikke i stand til at imødekomme Inatsisartuts krav om at modtage et revideret regnskab for 2020 inden udgangen af indeværende år.
- Vi skal på det foreliggende grundlag anmode om, at fristen udsættes til det tidspunkt, hvor EY er i stand til at afslutte regnskabet og revisionen af samme, skriver partiet til Inatsisartuts formandskab.
Det fremgår dog, at Samarbejdspartiet nu har fundet de sidste penge til at få revideret regnskabet for 2020 og forventer at aflevere det til Inatsisartuts formandskab i løbet af første kvartal i år.