Så meget koster Sirius Patruljen
23 millioner kroner, lyder svaret fra forsvarsminister Nick Hækkerup.
Spørgsmålet ligger i forlængelse af Doris Jakobsens ordførertale i Folketinget, da den arktiske redegørelse blev debatteret. Her gjorde hun det klart, at hun hellere så Sirius lukket, end at der bliver sparet på den militære indsats andre steder i Grønland.
- Alle andre steder vil besparelser på forsvarets indsats i Grønland betyde større fare for både afviklingen af trafikken på havet og sikringen af mennesker i nød. Med dagens satellit-teknologi, kan suveræniteten i Nordøstgrønland sagtens håndhæves uden en række unge danske mænd kører rundt på hundeslæder og fryser deroppe, sagde hun.
Forsvarsministeren uddyber i sit svar, at Sirius’ hovedopgave er at udøve suverænitet over området, men at patruljen også har en lang række andre opgaver i form af redningstjeneste, tilsyn med fredningsbestemmelserne i Nationalparken, kontrol med de ekspeditioner, der rejser ind i området, optælling af dyr samt observationer af miljøet.