Qanorooq i midlertidigt studie

Qanorooq flytter ud af deres faste omgivelser og ind i et midlertidig studie allerede i morgen tirsdag.
Skrevet af Martine Lind Krebs
14. april 2014 11:37

Det sker er tre uger før den planlagte flytning og kommer til at ramme live-mulighederne i Qanorooq.

- Nye målinger viser desværre, at vores gamle studie nu også er ramt af en øget mængde skimmelsvamp. Vi går ikke på kompromis med vores ansattes helbred. Derfor flytter vi nu, siger nyhedschef Mikkel Bjarnø Lund.

Det har hele tiden været planen, at den gamle hangar skulle tømmes helt og Qanorooq-studiet flytte til resten af KNR i de nye lokaler på Isortarffimmut 1 og 9. Den resterende teknik bliver flyttet i slutningen af april og først i maj, men Qanorooq flytter altså med det samme.

- Der går stadig lidt tid, før vores helt nye studie er klar i midten af maj. Det er en kompliceret proces at flytte et TV-studie med al den teknik og it, der følger med, ligesom de nye faciliteter ikke er bygget helt færdige endnu. Indtil da har vi opbygget et midlertidigt studie, vi kan producere i, siger nyhedschefen.

Flytningen kommer til at betyde, at Qanorooq ikke kan sende live og heller ikke stille om til reportere i felten. Derfor skal nyhederne den næste tid indspilles, før de bringes.

- Vi håber på folks opbakning og forståelse, og nyheder skal de nok få, Ssger Mikkel Bjarnø Lund.