Døgnrapport: Politiet forbereder sig på stor weekend i Nuuk
Politiet vil være ekstra synlige på gaden i løbet af weekenden i Nuuk. Årsagen er den årlige Akisuanerit Festival, der bliver afholdt fredag og lørdag.
- Vi forbereder os selvfølgelig, men vi håber meget, at folk vil opføre sig pænt og være søde ved hinanden, siger vagtchef Heini Jacobsen.
Han går ikke yderligere ind i, hvordan politiet forbereder sig på weekenden, men han fortæller, at politiet kommer til at være synlige i gaderne for at skabe tryghed.
Vold i Sydgrønland
Udover forberedelserne fortæller vagtchefen, at det har været et stille døgn. Han fremhæver en voldsepisode fra Qaqortoq, hvor en mand er blevet slået midt på natten mellem torsdag og fredag.
- Klokken tre i nat blev det anmeldt, og efterfølgende har politiet sigtet en gerningsmand, siger han.