Politiet efterlyser stadig vidner til mistænkeligt dødsfald

Lørdag først på formiddagen blev en mand fundet død i Tasiilaq. Politiet efterlyste vidner i weekenden, og den efterlysning er stadig aktuel, fortæller vicepolitiinspektør Malik Sandgren.
Malik Sandgren opfordrer folk til at kontakte Grønlands Politi, hvis man ved noget om den livløse mand, der lørdag formiddag blev fundet i Tasiilaq. Foto © : Rasmus Mads Olsvig / KNR
13. oktober 2025 10:15

I sagen om den 40-årige Dines Qeqes, der lørdag formiddag blev fundet livløs i Tasiilaq, efterlyser Grønlands Politi stadig vidner.

Politiet offentliggjorde lørdag aften identiteten på den 40-årige med navn og billede.

I den forbindelse skrev ordensmagten i en pressemeddelelse, at de gerne ville i kontakt med folk, der havde set manden kort før hans død.

Og den efterlysning er stadig gældende, fortæller Malik Sandgren, der er vicepolitiinspektør ved Grønlands Politi, mandag morgen. 


- Vi er i fuld gang med efterforskningen af sagen. Vi gik tidligt ud med identiteten på manden, der er fundet død, fordi vi gerne vil have befolkningens hjælp. Vi ville gerne høre fra folk, der har set ham kort før hans død.

Retsmediciner fra Danmark

- Og det vil vi stadig gerne. Politiet vil meget gerne snakke med lokalbefolkningen, og høre fra folk, der har set manden kort før hans død, fortæller Malik Sandgren.

Vicepolitiinspektøren fortæller også, at politiet nu har tilkaldt retsmediciner fra Danmark, der skal hjælpe dem i efterforskningen. Retsmedicineren skal hjælpe med at fastslå dødsårsagen og dødsmåden.

Af hensyn til efterforskningen og de afhøringer, som politiet er i gang med at lave, kan Malik Sandgren ikke fortælle yderligere.

De pårørende til manden blev orienteret lørdag, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Har du oplysninger i sagen, kan du ringe til Grønlands Politi på 70 14 48.