Person er død efter voldsom turbulens på fly fra London

Et fly fra London mødte voldsom turbulens og blev omdirigeret på sin rute. En person er død, og 30 er såret.
Der var 211 passagerer og 18 besætningsmedlemmer om bord på flyet. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
21. maj 2024 12:56

En passager på et fly, der fløj fra London til Singapore, er omkommet, efter flyet blev ramt af voldsom turbulens.

Yderligere 30 passagerer er såret.

Det skriver BBC.

Det var et Boeing 777-fly fra luftfartsselskabet Singapore Airlines, der skulle flyve fra den britiske hovedstad, London, til Singapore i går.

Det blev omdirigeret og er landet i Bangkok her til morgen.

- Singapore Airlines kondolerer dybfølt over for den afdødes familie, udtaler luftfartsselskabet på Facebook.

Ikke oplysninger om sårede

Der var 211 passagerer og 18 besætningsmedlemmer om bord på flyet.

- Vi samarbejder med de lokale myndigheder i Thailand for at få den nødvendige medicinske behandling, og vi sender et hold til Bangkok, som kan give al anden nødvendig assistance, lyder det fra flyselskabet.

Det fremgår ikke af Singapore Airlines udtalelse, hvordan personen døde, eller hvor gammel vedkommende er. Det bliver heller ikke oplyst, hvilken tilstand de 30 sårede personer har.