Paul Watson skal forblive bag tremmer

Hvalaktivisten skal være tilbageholdt frem til 13. november.
Rundt om i verden har Paul Watsons tilbageholdelse fremkaldt flere protester. Således har Frankrigs præsident opfordret Danmark til ikke at give efter. Demonstrationen på billedet er i Paris. Foto © : Scanpix
Skrevet af Christine Hyldal, Ritzau
29. oktober 2024 06:45

Grønlands Landsret afviste i går at løslade hvalaktivisten Paul Watson.

Det skete, fordi Paul Watson i sidste uge appellerede en afgørelse fra Retten i Grønland om, at han skal være tilbageholdt frem til 13. november. Men landsretten har altså stadfæstet afgørelsen, oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse – og dermed forbliver Watson altså bag tremmer til 13. november.

Hans frihedsberøvelse begyndte 21. juli i Nuuk, da danske politifolk bordede hans skib i havnen og førte ham ind en politibil.

Kort om Paul Watson

  • Blev født 2. december 1950 i Toronto, Canada
  • Var i 1971 med til at grundlægge Greenpeace. Forlod dog organisationen allerede i 1977.
  • Grundlagde samme år Sea Shepherd Conservation Society for at beskytte havdyr og økosystemer 
  • Havde en fremtrædende rolle i tv-serien "Whale Wars", der dokumenterede Sea Shepherds kampagner
  • Blev i år 2000 udpeget som en af "Top 20 miljøhelte i 20. århundrede" af Time Magazine
  • Har blandt andet skrevet bøgerne "Ocean Warrior" og "Earthforce!" og er berømt for citatet: “If the oceans die, we die”
 

Japan ønsker nemlig Watson udleveret til en straffesag, og den beslutning skal tages af Justitsministeriet i Danmark.

Indtil videre har Watson siddet tilbageholdt i 98 dage i Nuuk.

Japan har udstedt en arrestordre på Paul Watson på grund af en sag om aktivisme mod japanske hvalfangere for 14 år siden ved Antarktis.

Her var Watson ifølge de japanske myndigheder med til at beskadige et hvalfangerskib og hindrede også japanske hvalfangere i at udføre deres arbejde. Et besætningsmedlem kom det skade, hedder det.

Anholdelsen i Nuuk i sommer skyldtes en efterlysning gennem Interpol.