Oplev Nordatlanten på Kulturnatten i København

Fredag aften kan man blandt andet opleve grønlandsk, færøsk og islandsk kunst og kultur i Folketinget og på Nordatlantens Brygge i København. Det sker som en del af den årlige Kulturnat.
Mange mennesker ønskede at besøge Folketinget til kulturnatten sidste år. Foto © : Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
08. oktober 2026 14:19

Når Kulturnatten løber af stablen i København fredag aften, er der også mulighed for at få en bid af den grønlandske kultur. Mere end 200 kulturinstitutioner åbner dørene, og en af dem er Folketinget.

Her inviterer folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit Naaja H. Nathanielsen sammen med de færøske medlemmer Anna Falkenberg og Sjúrður Skaale til et arrangement.

Der vil der være mulighed for at møde politikerne og komme med bud på, hvilke emner de nordatlantiske medlemmer bør arbejde mere med.

Aftenen byder samtidig på både grønlandske og færøske indslag. Blandt andre optræder musikeren The MALIKK og Aavaat.

Oplev en bid af Nordatlanten

Inuit Ataqatigiit og de færøske partier i Folketinget

  • Dørene åbner klokken 18.00.
  • Det færøske kor Húsakórið optræder klokken 18.30.
  • Aavaat optræder klokken 19.15.
  • The MALIKK spiller klokken 19.45.
  • Den færøske danseforening Fótatraðk optræder klokken 20.30.
  • The MALIKK optræder igen klokken 21.30.
  • Arrangementet finder sted på 2. sal i Socialistisk Folkepartis gruppeværelse.

Nordatlantens Brygge

  • Der er omvisninger i de to aktuelle udstillinger ’Daamani – Dengang i Østgrønland’ og ’Følelsernes terræn’ klokken 18.30, 20.00 og 21.30.
  • Der er også åbent i kunstneren Tróndur Paturssons glaskalejdoskop ’Kosmisk rum’ på kajen foran huset.

Naleraqs folketingsmedlem Qarsoq Høegh-Dam åbner også dørene til partiets kontor på Borgen. Det er et uformelt arrangement, oplyser partiet til KNR, hvor man kan komme forbi og få en snak med folketingsmedlemmet. 

Det kan man fra klokken 18, hvor Folketinget åbner, indtil omkring klokken 21.

Grønlandsk kultur på Nordatlantens Brygge

Nordatlantens Brygge åbner også dørene til en spændende aften med fokus på kunst og kultur fra Grønland, Færøerne og Island.

Her kan man opleve aktuelle udstillinger, blandt andet ’Daamani – Dengang i Østgrønland’, hvor den østgrønlandske fotograf Arkaluk Bianco portrætterer hverdagslivet i 1950’erne og 1960’erne.

Som en del af udstillingen kan man også opleve installationen ’Står og kigger gennem vinduet (ind eller ud)’ af Bolatta Silis-Høegh.

Man kan opleve kunstneren Tróndur Paturssons glaskalejdoskop ’Kosmisk rum’ på kajen foran huset. Foto © : Henrik Pyndt Sørensen/Ritzau Scanpix

Hvis man savner Grønland eller drømmer om at besøge landet, kan man også prøve de såkaldte VR-briller og opleve det grønlandske landskab på en anderledes måde.

Begge arrangementer kræver et Kulturpas til Kulturnatten.