Nu kommer der bedre støtte til fiskere i Østgrønland og Qaanaaq
Det skal fremover være nemmere at få tilskud til fartøjer til fiskeri, hvis man hører til i Østgrønland eller Qaanaaq.
Det skriver Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning i en pressemeddelelse.
For fartøjer mellem 6 og 9,5 meter kan der med den nye ordning ydes tilskud for op til 85 procent, mens fartøjer over 9,5 meter kan få op til 60 procent.
Derudover sænkes kravet til egenfinansiering til henholdsvis to og fem procent.
- Tiltaget skal blandt andet bidrage til øget sikkerhed til søs, bedre muligheder for helårsfiskeri, særligt i Østgrønland samt en generel modernisering af fiskerikapaciteten i områderne, står der i pressemeddelelsen.
Naalakkersuisut forventer, at den nye ordning ville skabe bedre indtjening for fiskerne og komme lokalsamfundet til gode.
Lokalbefolkning i Østgrønland fik sidste år besøg af udvalget for fiskeri, hvor der blev peget på, at potentialet for fiskeri var stort, men at der manglede mere økonomisk støtte og lånemuligheder i banken.
Lokalbefolkningen pegede også på, at der var brug for større kvoter for isbjørne og hvaler. Det ser dog ikke ud til at være indfriet i denne omgang.