Nøglen drejes for sidste gang

Atuagkat boghandel i Nuuk havde officielt sidste åbningsdag onsdag den 15. januar. Ejerne af boghandlen Atuagkat talte med KNR onsdag morgen, inden butikken åbnede for sidste gang.
Da man trådte ind i boghandlen, var der helt stille, og lokalet virkede næsten tomt. Selvom vejret i Nuuk var dårligt med blæst og regn, begyndte kunderne at strømme til kort før klokken ti, da Atuagkat åbnede officielt for sidste gang. Flere gik rundt og kiggede på de resterende bøger, der stadig var til salg.
Den sidste officielt åbningsdag var præget af både glæde og vemod.
- Det er en meget speciel dag. Vi har frygtet dens ankomst, og det er virkelig vemodigt, siger Dorthe Jordening, som har været ejer af Atuagkat i næsten 20 år.
Selvom boghandlen officielt har haft sin sidste åbningsdag, skriver de på deres Facebook-side, at der vil være ekstra åbningsdage for at sælge de sidste bøger.
Grønlandske bøger i høj kurs
Hylderne var stort set tomme. Kun børnebøger, krimier, kogebøger og gamle grønlandske bøger oversat til dansk var tilbage.
- De gamle bøger, som ikke længere kan fås og nu betragtes som antikvariske, er meget efterspurgte, siger Dorthe Jordening.

De sidste bøger blev solgt til stærkt nedsatte priser, og kunderne stod i kø med stakke af bøger ved kassen.
- Alt er ved at blive udsolgt. Vi troede, vi ville have noget tilbage, når vi lukkede, men det er ikke tilfældet. Alt forsvinder, og her er livligt, siger Dorthe Jordening med et smil og et blik mod kasseapparatet.
Et mislykket salg
Atuagkat blev åbnet den 5. maj 1966. Efter næsten 59 års drift havde butikken sin sidste åbningsdag onsdag den 15. januar.
Ejerne, Dorthe og Claus Jordening, forsøgte i et halvt år at sælge boghandlen, da de planlagde at flytte til Danmark. Da det mislykkedes, besluttede de sig for at lukke butikken.
- På den ene side glæder vi os til at flytte, så min mand kan komme sig og få det bedre. Det er den vigtigste årsag til vores beslutning, fortæller Dorthe Jordening.
På trods af lukningen var der også glæde og latter i butikken. Kunder og ejere udvekslede smil og snak på den sidste dag.
Som de eneste private boghandlere i Grønland håber ejerne, at en ny boghandel vil blive åbnet i fremtiden. Hvis ingen private tager initiativ, håber de, at det offentlige vil åbne en boghandel.
Boghandlen er nu officielt lukket, og ejerne forbereder sig på en ny start i Danmark, hvor de begynder et nyt kapitel af deres liv den 1. februar.