Nedslidte huse får nyt liv i Kullorsuaq

Der har været travlhed i Upernaviks nordligste bygd, hvor lokale og internationale frivillige har brugt sommerferien på at renovere nedslidte familiehuse. Indtil videre er 16 af bygdens 44 huse blevet renoveret, og syv familier har fået repareret deres utætte tage.
Af Kullorsuaqs 44 huse er 16 nu færdigrenoveret, og det er planen, at endnu flere af bygdens huse skal renoveres. Der er stadig maling nok til at male mindst lige så mange huse som allerede er blevet renoveret, og der er tagpap tilbage til at udbedre mindre skader på flere tage. Foto © : KNR
Skrevet af Isak Hüllert
14. august 2026 11:54

Der har været gang i Kullorsuaq denne sommer. 

I bygden skinner nu 16 nymalede familiehuse om kap med den skarpe arktiske sommersol, og indbyggerne har grund til at være stolte. 

For blot få uger siden så 'bygd-billedet' helt anderledes ud: utætte tage og nedslidte facader prægede en stor del af bygdens huse.

Forvandlingen er resultatet af en arbejdsuge, hvor en gruppe af lokale borgere og otte internationale frivillige fra foreningen Kalaallit Meerartaat er gået sammen om at renovere husene i Kullorsuaq. 

16 af de 44 huse, der er med i projektet, er indtil videre blevet færdigrenoveret, mens syv familier har fået repareret deres utætte tage.

- Husene blev malet. Både folk udefra og nogle af Kullorsuaqs indbyggere har arbejdet sammen. De har færdiggjort mange af husene, fortæller fritidsleder i bygden Birgitta Kammann Danielsen.

Foto © : KNR

De otte frivillige kom fra Danmark, Spanien, Frankrig og Letland. Selvom de ankom to dage senere end planlagt, blev den tabte tid indhentet med ekstra arbejdskraft og lange arbejdsdage.

Og de tilrejsende frivillige blev ifølge de lokale taget godt imod.

- Vi har allerede bemærket, at de er nemme at samarbejde med. De er engagerede i deres opgaver og har lyst til at arbejde. De er energiske. Derfor er de meget inspirerende, og det har også resulteret i et godt stykke arbejde, siger Abel Enok Hansen, som er lokal kontaktperson for projektet.

Stort behov for renovering

I Kullorsuaq har der længe været behov for at få gjort noget ved de nedslidte huse.

- I vores lille bygd er der mange huse, som desværre er blevet slidte og har mistet malingen. Derfor har der været et stort behov for at få husene malet, siger Abel Enok Hansen.

Den tiltrængte overhaling har dog ikke været en nem opgave.

Nogle af husene er høje, mens terrænet omkring dem er ujævnt. Derfor har stilladser været nødvendige for at kunne komme rundt om husene.

- Husene er høje. Så man kan ikke bare lige male dem hurtigt. Men det lykkedes, siger Birgitta Kammann Danielsen.

Foto © : KNR

Det samme fremhæver Abel Enok Hansen, der peger på det kuperede landskab omkring husene som den største udfordring.

- Den største udfordring i vores arbejde er, at terrænet omkring husene er meget ujævnt. Derfor har vi haft stort behov for stilladser her.

Men overhalingen er ikke færdig; planen er, at endnu flere af bygdens huse skal renoveres.

Hele bygden har hjulpet til

Renoveringsprojektet er udviklet i tæt samarbejde med beboerne i Kullorsuaq.

Op mod 40 lokale frivillige har hver dag bidraget til arbejdet. Nogle har malet og repareret huse, mens andre har sørget for mad til de frivillige.

- Vi har haft folk til at arbejde i køkkenet, fordi de også skal have noget at spise og have energi. De har arbejdet i køkkenet fra morgen til aften. De frivillige har spist her i deres pauser, fortæller Birgitta Kammann Danielsen.

Ifølge hende har projektet også skabt et stærkere fællesskab i bygden.

Foto © : KNR

Familier, unge og voksne, som ikke nødvendigvis har haft meget med hinanden at gøre tidligere, er gået sammen om en fælles opgave.

Og resultatet er tydeligt.

- Når man tænker på vores bygd, er det virkelig blevet meget bedre. Det var lidt trist at se på de små huse, der havde mistet malingen. Det er virkelig opløftende, at de nu har fået ny maling – de er blevet rigtig flotte, siger Abel Enok Hansen.

Der er fortsat maling nok til at male mindst lige så mange huse, ligesom der er tagpap til at reparere mindre skader. De internationale frivillige rejste den 31. juli, men 25 lokale frivillige vil fortsætte arbejdet, så længe vejret tillader det.

Grønlandske Børn - Kalaallit Meerartaat har siden 2019 arrangeret sommerbesøg i Kullorsuaq. Da det lykkedes at finde finansiering til at gøre noget ved de forfaldne huse, blev det muligt at få lagt nye tage og malet husene med hjælp fra frivillige.

Foto © : KNR

Nu håber arrangørerne, at projektet kan gentages næste år.

- Hvis vi kan klare sådan en stor opgave og udrette så meget sammen for vores liv i bygden, så er der ikke grænser for, hvad vi kan, udtaler Birgitta Kammann Danielsen i en pressemeddelelse.