Lande i den vestlige militæralliance Nato overvejer at hente et antal atomvåben frem fra lageret og sætte dem i beredskab.
Det siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, i et interview med den britiske avis The Telegraph offentliggjort mandag.
Det sker som reaktion på en øget trussel fra Kina og Rusland, lyder det.
- Jeg ønsker ikke at gå ind i operationelle detaljer om, hvor mange atomsprænghoveder der bør være operationelle, og hvilke der bør være på lager, men vi må tale om disse emner. Det er præcis det, vi gør, siger Stoltenberg.
Han siger videre ifølge avisen, at "transparens bidrager til at formidle den direkte besked, at vi selvfølgelig er en atomalliance", selv om Natos ultimative mål er en verden uden atomvåben.
Stoltenbergs udtalelse følger op på en lignende melding fra sidste uge.
Her sagde den norske Nato-chef på usædvanligt direkte vis, at Nato er parat, når det gælder atomvåben.
- Natos atomarsenal er vores ultimative middel til afskrækkelse, sagde han før et møde med Nato-landenes forsvarsministre.
Flere russiske topfolk har reageret på udtalelserne.
- Det er ikke andet end endnu en eskalering af spændingerne, siger Dmitrij Peskov, der er talsmand for den russiske præsident ifølge Reuters.
Andre toner lyder ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass fra direktøren for den russiske udenrigsefterretningstjeneste SVR, Sergej Narysjkin.
- Jeg forstår, at der er et ønske om at skræmme, men på den anden side afholdes der jævnligt øvelser, siger Narysjkin.
- Som jeg ser det, bør det ikke tillægges nogen særlig vigtighed. Vi bør behandle det med ro.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har flere gange sagt, at Rusland kan finde på at bruge atomvåben for at forsvare sig selv.
- Brugen er mulig i et exceptionelt tilfælde - i tilfælde af en trussel mod landets suverænitet og territoriale integritet, sagde Putin tidligere i juni under Sankt Petersborgs Internationale Økonomiske Forum ifølge Reuters.
- Jeg tror ikke, at et sådant tilfælde har fundet sted. Der er ikke brug for det, sagde han.