Naleraq erklærer mistillid til Aqqaluaq B. Egede
Oppositionspartiet Naleraq har i debatten om at ændre den obligatoriske pensionsordning erklæret mistillid til naalakkersuisoq for finanser, Aqqaluaq B. Egede.
Naleraq mener, at Aqqaluaq B. Egede, har behandlet Inatsisartut på en måde, der ikke er et medlem af naalakkersuisut værdigt.
Fra talerstolen sagde Naleraqs Jens NapâtôK’, at Naleraq ikke har tillid til Aqqaluaq B. Egede. Ifølge partiet har Aqqaluaq B. Egede gentagende gange påstået, at Naleraq ikke var kommet med argumenter, ikke havde fremlagt synspunkter og ikke havde bidraget med mindretalsudtalelser, i debatten om at ændre den obligatoriske pensionsordning.
Noget, som partiet mener ikke er sandt. Derfor mener partiet, at Aqqaluaq B. Egede har brudt naalakkersuisutmedlemmers pligt til at give rigtige oplysninger til parlamentet.
- Naleraq har valgt at udtrykke mistillid til naalakkersuisoq for finanser, fordi vi mener, at Inatsisartuts arbejde og Inatsisartuts medlemmer er blevet behandlet på en måde, som ikke er værdig for en naalakkersuisoq, står der i Naleraqs begrundelse for mistilliden.
Han tilføjede, at det ikke kun handler om den aktuelle debat om den obligatoriske pensionsordning, men at det også handler om respekt overfor Inatsisartut. Partiet mener også, at Aqqaluaq B. Egede udviser manglende indsigt i Inatsisartuts arbejde.
Aqqaluaq B. Egede afviser kritik
Dette blev dog afvist af koalitionspartierne. Efter en pause sagde Demokraternes Pipaluk Olsen, på vegne af koalitionen, at koalitionspartierne og løsgænger, stadig har tillid til Aqqaluaq B. Egede.
- Koalitionen og løsgængeren betragter finansministeren som en, der har indsigt i Inatsisartuts arbejde med sagerne og respekt for arbejdsgangene. Derfor har koalitionen og det uafhængige medlem tillid til finansministeren, sagde Pipaluk Olsen.
Dermed blev Naleraqs mistillidsdagsorden afværget.
Også Aqqaluaq B. Egede afviser selv udlægningen af, at han har sagt, at Naleraq ikke er kommet med nogen argumenter. Han understreger også, at Naleraq ikke har kommet med en udtalelse i finansudvalgets betænkning.
Det er anden gang i denne samling, at der bliver erklæret mistillid til et medlem af naalakkersuisut. Tidligere i maj var det Naleraq og Siumut, der erklærede mistillid til naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, idræt og kirke, Nivi Olsen.
Der gav koalitionspartierne hende en advarsel, men understregede, at de stadig havde tillid til hende.