Naalakkersuisut mødte borgerne til kaffemik i Uummannaq

Formanden for naalakkersuisut, Jens Frederik Nielsen, og naalakkersuisoq for Miljø, Jørgen Rosbach, inviterede i går borgerne til kaffemik i Uummannaq Idrætshal for at have et tæt dialog med borgerne.
Foto © : Jonna Enoksen Dahl / KNR
Skrevet af Jonna Enoksen Dahl
17. juli 2026 11:59

Når man trådte ind i idrætshallen, kunne man høre livlige samtaler.

Kaffemikken med formanden for naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen (D) og naalakkersuisoq for Miljø Jørgen Rosbach (D) fandt sted fra klokken 16.00 til 17.30, hvor borgerne kunne møde de to politikere til en snak om byen og de udfordringer, der er for borgerne.

I sin velkomst fortalte Jørgen Rosbach, at årsagen til branden på elværket nu er fundet. Han pegede samtidig på, at affaldshåndteringen i Uummannaq trænger til forbedringer.

Han fortalte desuden, at han har drøftet behovet for en bedre affaldshåndtering med borgmesteren i Avannaata Kommunia, Lars Erik Gabrielsen.

Efter Jørgen Rosbachs tale holdt Jens Frederik Nielsen også en kort tale.

– Formålet med, at vi er her, er at lytte. Vi vil selvfølgelig også gerne høre om de udfordringer, der kan være, men også om de gode ting, sagde Jens Frederik Nielsen.

Efter talerne var der en åben dialog, hvor borgerne stillede spørgsmål til naalakkersuisut.

Blandt emnerne var handel, affaldshåndtering, branden på elværket og sundhedsvæsenet.

Omkring 30 borgere deltog i kaffemikken.

Naalakkersuisut rejser videre i dag  til Ikerasak og Saattut, hvor de også inviterer borgerne til kaffemik.