Naalakkersuisut holder borgermøde og kaffemik i Uummannaq
Formanden for Naalakkersuisut, Jens Frederik Nielsen (D), og naalakkersuisoq for Miljø og Natur, Jørgen Rosbach (D) besøger i dag, den 16. juli, virksomheder i Uummannaq.
Efter virksomhedsbesøgene inviterer de borgerne i Uummannaq til kaffemik fra kl. 16.00 til 17.30.
Som Jens-Frederik Nielsen ankommer til byen, fortæller han KNR, at de glæder sig til at møde borgerne i Uummannaq.
- Det er fantastisk at komme hertil. Jeg er meget glad og ser virkelig frem til at tilbringe de kommende dage her og også i de andre steder, vi skal besøge.
Formanden for Naalakkersuisut fortæller, at formålet med kaffemikken er at tale med borgerne.
- Det er ikke et traditionelt borgermøde. Vi har valgt at mødes over en kop kaffe og sidde sammen for at skabe rammer for en tættere dialog. Det vigtigste for os er nemlig ikke at få vores egne budskaber ud, men at tage borgernes budskaber med os hjem.
Elværket
KNR besøgte det nedbrændte elværk i Uummannaq for nogle dage siden.
Her oplyste teamlederen Gert Kjær, at branden blev forsaget af en løs banjobolt.
Naalakkersuisoq for Miljø, Natur, Energi og Forskning, Jørgen Rosbach, er interesseret i at få mere at vide om branden som skete den 22. juni, på elværket i Uummannaq
- Der er sket noget meget trist inden for mit ansvarsområde.
- Den alvorlige brand på elværket er naturligvis noget, der optager mig som naalakkersuisoq. Jeg er også her for at høre, hvordan situationen er for borgerne, og for at få indblik i deres reaktioner og synspunkter.
Affald og vandforsyning
Jørgen Rosbach ønsker blandt andet også at drøfte affaldshåndteringen.
- Affaldshåndteringen kan heller ikke ignoreres. Hvordan går det også med deres vandforsyning? Jeg er ikke i tvivl om, at disse forskellige emner vil blive berørt.
Under sin rejse ønsker formanden for Naalakkersuisut at høre borgernes meninger.
- Fra centralt hold kan vi ikke se alt, og derfor er det meget vigtigt for os at møde borgerne og tale med dem tæt på.
- Det er også vigtigt for vores politiske arbejde. Fordi vi skal forsøge at forbedre forholdene med udgangspunkt i deres hverdag og de udfordringer, de oplever.
Ifølge Nukissiorfiits Facebook-side har Uummannaq i år oplevet problemer med vandforsyningen grundet uheld 23. februar.
Naalakkersuisut skal videre til Ikerasak og Saattut i morgen.