Overblik: Naalakkersuisut er åbne for at ændre tidszonen

Tirsdag diskuterede Inatsisartut, om man skal gå tilbage til den gamle tidszone og afskaffe sommertid. Og på trods af store økonomiske konsekvenser, så er naalakkersuisut klar til at lytte til borgerne.
Foto © : Markus Valentin / KNR
Skrevet af Emil Weis
14. oktober 2026 11:36

Det er langt fra første gang, at Inatsisartut har diskuteret, om man skal ændre den tidszone, som vi befinder os i. 

Men under tirsdagens debat i Inatsisartut kom det frem, at de tre koalitionspartier var åbne for, at Grønland dropper sommertid, og permanent stiller uret en time tilbage. 

Dog ikke uden en tydelig protest om de økonomisk konsekvenser i det. 

- Ændringerne vil ikke være gratis, men kræve finansiering med midler, der ikke kan komme det grønlandske samfund til gode andre steder, sagde Jens-Frederik Nielsen (D) fra talerstolen og nævnte en række eksempler på økonomiske omkostninger: 

- Forbrugere og arbejdstagere, vi alle, vil ikke kunne undgå at mærke forringelser.

Du kan læse mere om debatten nedenfor, og så skal vi også lige omkring muligheden for at indsamle æg fra havterner. God læselyst. 

Ny tidszone

I 2023 overgik Grønland fra tidszonen UTC -3 til UTC -2 – hvor uret blev stillet en time tilbage. 

Både Siumut og Naleraq vil dog have, at man skal tilbage til den gamle tidszone. Og så skal sommertiden afskaffes. 

Deres forslag blev andenbehandlet under tirsdagens debat efter at have været i udvalgsbehandling.  

- Statskassen fik ikke flere midler, da vi ændrede tidens bestemmelser, sagde Pele Broberg (N) fra talerstolen tirsdag og kritiserede også sommertiden: 

- Lufthavnsselskab kører på dansk maner. Det er det, man foretrækker, at et dansk ejet selskab kan køre på dansk sommertid. 

På trods af, at formanden for naalakkersuisut advarede om de økonomiske konsekvenser, så endte koalitionspartierne med at gå med til at ændre den grønlandske tidszone og fjerne sommertid. 

- Der er mange mennesker, der ønsker, at vi skal tilbage til den oprindelige tidszone og afskaffe sommertid. Vi kan ikke bare lade som om, at vi ikke høre det, sagde Bo Martinsen (D) i en fælleserklæring fra de tre partier i naalakkersuisut. 

Derfor endte det også med, at alle partier undtagen Naleraq – som afstod fra at stemme - stemte for, at forslaget fra Siumut skulle tilbage til lovudvalget med et par ændringsforslag.

Ændringsforslagene lyder på, at sommertiden først skal afskaffes næste år, og at man venter med at ændre tidszonen til 2028.  

Æg fra havterner

Jens NapãtôK´ havde tirsdag også et lovforslag til behandling om, at man skulle afholde lokale høringer med mulighed for at ændre naalakkersuisuts beslutning om forbud mod indsamling af æg fra havterner. 

Naalakkersuisut fremhæver dog i deres svar, at Grønlands Naturinstitut konstaterer en yderligere tilbagegang i havterner i deres seneste rapport fra den vigtigste havternekoloni. 

- Naalakkersuisut lægger vægt på at tilgængelig fanger- og brugerviden indgår i forvaltningen af vores levende ressourcer, sagde naalakkersuisoq for fangst, Peter Borg (D), da forslaget blev førstebehandlet under Forårssamlingen.

Et enigt Inatsisartut godkendte derfor også forslaget med, at man senest i 2027 skal lave lokale høringer om muligheden for at indsamle æg fra havterner. 

Derudover blev det tirsdag diskuteret i Inatsisartut, om man skal stille højere krav til tilflyttere, der vil jage, og muligheden for en forfatning i Grønland.