Naalakkersuisoq: Vil finde penge til overdækkede fodboldbaner hos fonde og Danmark

Nivi Olsen (D), naalakkersuisoq for idræt, vil finde penge til overdækkede fodboldbaner gennem eksterne fonde samt den danske regering. Det svarer hun Mette Arqe-Hammeken (N) i et §37-spørgsmål.
Her ses en airdome i Finland. KAK arbejder på, at Grønland også kan få airdomes, så fodboldsæsonen kan forlænges. Foto © : KAK
Skrevet af Markus Valentin
30. juli 2026 12:16

Grønlands Boldspilunion KAK arbejder ihærdigt for at etablere airdomes over landets fodboldbaner.

Ud over at forlænge fodboldsæsonen, så kan de også være et argument for at blive optaget i Concacaf.

Airdomes er store, oppustelige afskærmninger, som gør det muligt at træne udendørsfodbold, selv når der er storm, sne og minusgrader.

KNR har tidligere beskrevet, hvordan KAK sammen med kommunerne og Selvstyret har været i Finland. Her har de taget ved lære af deres erfaringer med løsningen.

Sidste måned rettede Mette Arqe-Hammeken (N) en række spørgsmål til Nivi Olsen (D), naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, idræt og kirke.

Her ønskede hun svar på, hvad naalakkersuisuts officielle politik er for at få etableret de omtalte luftkupler.

Mangler penge

Alt efter hvilken type Airdome-løsning, der findes, kan en enkelt koste mellem 20 til 50 millioner kroner. Det oplyste KAK til KNR sidste år.

Sidste år blev der afsat fire millioner kroner til en airdome i Kommunearfik Sermersooq på den danske finanslov.

Nivi Olsen og Ukaleq Slettemark 2026

I svaret til Mette Arqe-Hammeken oplyser Nivi Olsen, at landskassen ikke har råd til at skulle betale for alle de ønskede airdomes rundt omkring i landet.

- Jeg anerkender den af KAK fremlagte initiativ, men det må samtidig konstateres, at den nuværende økonomiske siutation samt tilstanden på eksisterende idrætsfaciliteter betyder, at det ikke er muligt at løfte alle anlægsprojekter på én gang, skriver naalakkersuisoq.

Eksterne fonde og dansk regering

Nivi Olsen uddyber, at det primært er kommunernes ansvar at udvikle, etablere og finansere de lokale idrætsfaciliteter, herunder eventuelle airdomes i byer og bygder.

Dog har naalakkersuisoq sat sig for at undersøge mulighederne for ekstern finansering såsom hos fonde. Ligeledes har hun henvendt sig til tidligere danske ministre.

- Dette arbejde vil jeg fortsætte med, med henblik på at afdække relevante finansieringsmuligheder og styrke grundalget for realisering af projekter som airdomes i Grønland, skriver naalakkersuisoq.

- Min målsætning er på den baggrund at undersøtte KAK's arbejde med at tiltrække ekstern finansiering, således at projektet kan realiseres i samspil med andre aktører.