Moskusokserne ved Paamiut trives i deres nye omgivelser

Sidste år blev 19 moskusokser sat du omkring Paamiut – og de trives, er sunde og i god stand. Det viser den første opfølgende undersøgelse.
De 19 moskusokser der sidste år blev sat ud syd for Paamiut, har fundet sig godt til rette i deres nye tærren. Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
17. juli 2025 14:07

Et år efter at 19 moskusokser blev sat ud i fjeldområdet syd for Paamiut, trives flokken og er i god stand.

Det viser den første opfølgende undersøgelse af projektet, skriver Kommuneqarfik Sermersooq i en pressemeddelelse

Flokken har spredt sig

Moskusokserne blev i sommeren 2024 flyttet fra Ivittut til området omkring Iluilaarsuk. 

Siden har de spredt sig over et stort område – helt op til 50 kilometer væk fra det sted, de blev sat ud. 

Derfor dækker flokkens bevægelser nu et område fra Iluilaarsuk til den sydlige del af Kangerluarsuk-fjorden.

- Moskusokserne har bevæget sig meget, men nu ser vi, at de igen er samlet i én flok. De er flotte, sunde og i rigtig god stand – og vi har stadig 19 dyr, præcis som ved udsætningen, siger jagtbetjent Per Nukaaraq Hansen i pressemeddelelsen.

Og selvom flokken endnu ikke har ynglet, er der tegn på, at det snart kan ske.

- Undersøgelsen viser, at de endnu ikke har ynglet, men vi har observeret to hunner, der er drægtige og formentlig vil kælve inden længe. Det er ikke usædvanligt, at en ny flok bruger noget tid på at finde sig til rette, før de begynder at yngle, siger Per Nukaaraq Hansen.

Lokale følger udviklingen tæt

Projektet skal styrke biodiversiteten og på sigt at skabe nye muligheder for jagt og selvforsyning.

Og i lokalsamfundet bakker de op om projektet, siger Susanne Bisgaard Rasmussen, projektleder i Kommuneqarfik Sermersooq.

- Det er både opløftende og bekræftende at opleve, hvordan borgerne i Paamiut værner om de nye naboer. Mange holder øje med flokken og sender observationer til os. 

- Det er en vigtig del af projektets succes – sammen passer vi på moskusokserne og skaber de bedste betingelser for, at de kan vokse i antal, siger Susanne Bisgaard Rasmussen.

Planerne om at sætte moskusokser ud i området blev første gang fremsat i 2017 og taget op igen i 2021. Det var dog først i sommers, at de 19 dyr blev indfanget og sejlet syd for Paamiut.

Undersøgelserne af moskusokserne vil fortsætte i de kommende år, hvor deres sundhed, udbredelse og formering vil blive fulgt tæt.