Mordmistanke får politiet til at grave lig op

Politiet i Qaqortoq har i weekenden været ude på en kirkegård og grave et lig op. Årsagen er, at der er kommet nye informationer om et dødsfald.
Den afdøde har igen fået fred på sit gravsted i Qaqortoq. Foto © : KNR
17. september 2014 10:25

Sagen drejer sig om en ung mand, der døde i juli af, hvad der i første omgang blev vurderet til at være en overdosis.

Nu har politiet modtaget en anmeldelse om, at der i stedet er tale om en forbrydelse.

Derfor gravede politiet liget op i weekenden, og en tilkaldt retsmediciner undersøgte liget. Det bekræfter regionsleder ved politiet i Sydgrønland, Bent Ole Kleist, over for KNR.

Han kan for nuværende ikke fortælle mere, da de venter på svar fra undersøgelserne.

Og den afdøde er i mellemtiden lagt tilbage i jorden.