Mordet på en 15-årig pige har rørt mange i Canada

I Canada blev den femtenårige indianer-pige Tina Fontaine begravet i weekenden på hendes reservat, Sagkeeng. Hendes mord har rørt mange i Canada.
26. august 2014 07:41

Hvor mange inuit- og indianerkvinder skal endnu myrdes før der bliver gjort noget? Hvor mange “stjålne søstre” skal der til? Således spørger canadierne, efter endnu en begravelse af en ung inuit-kvinde, som kunne have været undgået.

Den femtenårige indianer-pige Tina Fontaine blev begravet i weekenden på hendes reservat, Sagkeeng. Hendes mord har rørt mange i Canada.

Ved begravelsen var der mange tårer, men også megen vrede. En vrede der føles mange andre steder i Canada.

Forargelse over regeringen

Ontarios førsteminister, Kathleen Wynne, kalder det forargeligt at regeringen ikke gør noget. Det blev absolut ikke bedre da premierminister Harper, efter Tina’s død, udtalte at der ikke er behov for en særlig undersøgelse, fordi som han sagde:

- Disse mord har ikke noget med hvorfra de kommer at gøre, det er almindelig kriminalitet.

Men fakta er at langt flere inuit, indianer og métis kvinder bliver slået ihjel end andre kvinder.... og ofte på en bestialsk måde.

Og nu Tina Fontaine som blev fundet, bundet, og smidt i en sæk i Red River floden. Politichefen, O’Donovan, i Winnipeg udtalte til CBC TV at hvis det havde været kattekillinger, der var blevet fundet i en sæk, ville folk være blevet forarget... men dette var en ung pige, så der er endnu mere grund til at blive forarget og vred.

Tina Fontaine død har fået kvindeorganisationer, oprindelige folks organisationer såvel som lederne af provinsregeringerne til at appellere til Harper og central regeringen om at NU SKAL der gøres noget.

Ikke flere såkaldte “stjålne søstre” - "No more stolen sisters".. lyder det nu overalt i Canada.