Stigende arbejdsløshed i Tasiilaq: - Mister medlemmer hver måned

Frustrationerne i Østgrønlands største by, Tasiilaq, er nu kommet helt ud i det åbne. Ifølge SIK’s lokalafdeling mister de løbende medlemmer, fordi flere og flere står uden arbejde.
Flere frustrationer førte til en stor demonstration i Tasiilaq tidligere på måneden. Foto © : Axel G. Hansen
26. maj 2025 10:00

Opdateret den 27/05-2025: KNR har tidligere bragt billeder med forkert kreditering. Vi beklager fejlen.

Arbejdsløsheden er stigende i Tasiilaq. Flere arbejdspladser har været nødt til at fyre folk, og dem, der bliver afskediget, kan ikke umiddelbart finde et nyt job.

Det efterlader mange med følelsen af, at den politiske udvikling i landet går uden om Østgrønland. Derfor gik godt 600 mennesker den 18. maj på gaden i Tasiilaq for at vise deres utilfredshed.

Lokalafdelingen i fagforeningen Sulinermik Inuussutissarsiuteqartut Kattuffiat (SIK) bakker nu op om demonstranterne og bekræfter, at situationen ser alvorlig ud.

– Arbejdspladserne bliver færre og færre, og det kan vi se direkte på vores medlemstal, siger Justine Kalia, formand for SIK i Tasiilaq.

Antallet af registrerede arbejdssøgende i Tasiilaq og omegn er steget voldsomt. I 2023 lå tallet på 139. I dag er det tal 286 personer – altså mere end en fordobling, ifølge Grønlands Statistik.

Medlemmer forlader fagforeningen

SIK Tasiilaq havde tidligere omkring 270 medlemmer. Nu er der kun lidt over 200 tilbage.

– Hver gang nogen mister jobbet, mister vi også medlemmer. Og det sker næsten hver måned, fortæller Justine Kalia.

Hun peger på flere årsager. Kommunesammenlægningen har ført til færre ansatte i lokalforvaltningen, og efter Tusass’ fyringsrunde er situationen blevet forværret. Men det stopper ikke der:

– Jeg hører også, at andre virksomheder reducerer antallet af medarbejdere. Det er en spiral, der gør det svært for byen at komme videre, siger Justine Kalia.

"Vi vil ikke have afvikling, men udvikling"

Demonstrationen søndag var ifølge arrangørerne en direkte reaktion på de strukturelle problemer, der har fået lov til at vokse i Østgrønland i årevis – dårlige rejseforhold, mangel på lærere, boligmangel, utilstrækkeligt internet og nu også stigende arbejdsløshed.

– Det er følgerne af at blive sat i sidste række. Der er ingen udvikling i byen, sagde medarrangør Iddimanngiiu Jensen Bianco søndag.

Også den lokale erhvervsmand Mike Nicolajsen, som driver Hotel Angmassalik, deltog i demonstrationen:

– Nu er det nok. Vi vil ikke have afvikling, men udvikling af Østgrønland. Vi må gøre opmærksom på, at vi også er her, har han tidligere udtalt til KNR.

Fiskefabrik giver håb

Budskabet fra Østgrønland er ikke gået ubemærket hen i Nuuk. På trappen foran Inatsisartut deltog mellem 80 og 100 personer i en støttedemonstration, og her dukkede også formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), op.

– Det er rigtigt, at udviklingen i Østgrønland er sket for langsomt, og det skal der gøres noget ved. Vi tager det alvorligt, sagde han til Sermitsiaq.

Han understregede, at bedre infrastruktur, udvikling af fiskeriet og flere arbejdspladser er blandt de konkrete indsatsområder i koalitionens aftale.

Et lille håb er tændt hos Justine Kalia og mange andre. En ny fiskefabrik er på vej til byen. Men hun maner til realisme:

– Vi er meget taknemlige for, at den kommer. Men desværre bliver der kun op mod 10 arbejdspladser i første omgang. Vi håber, det tal vokser med tiden.