Mindst 95 er døde efter voldsomme oversvømmelser i Spanien

I løbet af otte timer tirsdag væltede, hvad der svarer til et års regn ned i Valencia-regionen i Spanien.
Mange mennesker er fortsat meldt savnet, og flere områder er helt afskåret på grund af oversvømmelserne efter den massive regn, skriver dpa. Foto © : Jose Jordan/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
31. oktober 2024 10:06

Mindst 95 personer har mistet livet, efter at voldsomme oversvømmelser har ramt den østlige spanske Valencia-region.

Det oplyser lokale myndigheder onsdag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I løbet af otte timer tirsdag væltede, hvad der svarer til et års regn ned og skabte oversvømmelser, lyder det fra meteorologer.

Mange mennesker er fortsat meldt savnet, og flere områder er helt afskåret på grund af oversvømmelserne efter den massive regn, skriver dpa.

En koldfront bevægede sig tirsdag på tværs af sydlige og østlige dele af landet og skabte oversvømmelser i byer og på veje.

En række videoer på sociale medier, som kom frem i løbet af natten, viste mennesker, som blev fanget af de store vandmængder.

Flere måtte kravle op i træer for at undgå at blive taget med.

Billeder fra spansk tv viste, hvordan vandmasserne trak biler gennem gaderne i byen Letur, der ligger omkring 80 kilometer vest for havnebyen Alicante.

Spanien har oplevet lignende efterårsstorme de senere år, men ingen af dem har været i nærheden af at skabe samme ødelæggelser som denne gang.

Ifølge Reuters er der tale om den dødeligste oversvømmelse i Europa siden 2021, hvor mindst 185 døde i oversvømmelser i Tyskland.

Ekstra Bladet har talt med 32-årige danske Michael Guldbech, der med sin ven og kæreste var rejst til Valencia for at deltage i et halvmaraton.

Han blev fanget i de enorme vandmasser, der ifølge ham blev højere og højere for hvert minut, der gik, fortæller han til mediet.

Først søgte han tilflugt på en rundkørsel med en forhøjning - men det var ikke nok.

- Vi sætter vores kufferter op et i træ og kravler selv derop, fordi vandet stiger og stiger, siger han til Ekstra Bladet.

Efter fire en halv time får han og hans gruppe mulighed for at søge tilflugt i en Ikea-butik, hvor de bliver nogle timer, inden de trygt kunne nærme sig deres hotel.