Døgnrapport: To mindreårige stjæler bil og ender i trafikuheld

To mindreårige har natten til mandag været involveret i et trafikuheld, efter de stjal en bil og påkørte en anden.
To mindreårige har natten til mandag været i et færdselsuheld, efter de stjal en bil i Nuussuaq. Foto © : KNR / Malik Brøns
17. marts 2025 09:01

Ud på de meget tidlige morgentimer, mandag morgen omkring 03.24,  har to mindreårige været i et trafikuheld i Nuussuaq i Nuuk, hvor de kørte sammen med en anden bil.

Det fortæller vagtchef ved Grønlands Politi Karl Sværd.

- Ingen er kommet til skade ved uheldet, men de to mindreårige vil blive sigtet og få en passende foranstaltning, siger vagtchefen.

Udover sigtelsen er de sociale myndigheder også blevet underrettet, fordi der er tale om mindreårige, fortæller Karl Sværd.

Bøde til ejeren af bilen

De to mindreårige stjal i løbet af natten bilen et sted i Nuussuaq, fortæller vagtchefen. Ejeren af bilen havde ladet nøglerne sidde i bilen, og den var ikke låst. Derfor ender ejeren også med at få en bøde.

Vagtchefen oplyser ikke, hvor gamle de mindreårige er, men han fortæller, at de er kendt af politiet.