Døgnrapport: Mindreårig stoppet i spirituskørsel i Ilulissat

En 15-årig dreng blev natten til lørdag stoppet af politiet i Ilulissat, efter en borger havde anmeldt ham klokken 01.22.
Det viste sig, at drengen havde stjålet en bil og kørte i beruset tilstand, fortæller vagtchef ved Grønlands Politi Carl Sværd.
- Derfor er han nu både sigtet for brugstyveri og spirituskørsel, og der bliver lavet en socialrapport, fordi drengen er mindreårig, siger Carl Sværd.
Solouheld i Sisimiut
Også i Sisimiut har der været en hændelse med spirituskørsel. Her endte det med et solouheld omkring klokken halv otte, fortæller vagtchefen.
- En mand og kvinde kørte i morges galt i et solouheld. Efter uheldet løb de fra stedet, men nu er de indlagt på sygehuset i Sisimiut, fortæller vagtchefen.
De to personer endte nemlig med selv at ringe til politiet og erkende, at de kørte spirituskørsel, og at de havde smerter.
- Derfor bliver føreren af bilen - en 24-årig mand - sigtet for spirituskørsel, fortæller vagtchefen.
Det er endnu for tidligt at sige, hvordan manden og kvinden er kommet til skade, og hvor slemt det er.
SAR i Uummannaq
Vagtchefen fortæller også, at der endnu ikke er nogen meldt savnet i Uummannaq efter der torsdag aften blev iværksat en SAR-operation, fordi en snescooter muligvis var faldet gennem isen.
- Der er stadig ikke blevet meldt nogen savnet, så vi krydser fingre for, at der ikke er nogen, der er faldet gennem isen, siger Carl Sværd.
Han fortæller også, at myndighederne ikke har nogen eftersøgning i gang lige nu.