Mattak-indhandling igang igen i Qaanaaq
Der var ellers udsigt til at anlægget først ville blive repareret i næste uge, men allerede i mandags lykkedes det at få en kølemontør til Qaanaaq med fly og få igangsat reparationen af fryseren.
Produktionschef i Arctic Green Foods, Albrecht Frederiksen, er lettet:
- Det var et yderst kritisk tidspunkt, anlægget brød sammen på midt i højsæsonen for hvidhval- og narhvalsfangst, samtidig med at det betød, at vi måtte sende vores medarbejdere hjem, forklarer Albrecht Frederiksen.
Men nu er anlægget i orden, medarbejderne tilbage på arbejdspladsen, og Qaanaaqs fangere kan således atter genoptage indhandlingen af deres fangst, meddeler Arctic Green Food.