Mand dømt for drab dropper ankesag
Tirsdag skulle være første dag i en ankesag om et drab begået i starten af februar 2023, og sagen startede da også ud som enhver anden ankesag.
Men da den 35-årige mand skulle til at afgive forklaring, lød det fra forsvar Finn Meinel, at hans klient accepterede dommen fra kredsretten, og derfor droppede anken.
- Min klient accepterer dommen fra kredsretten, fordi han har noget at arbejde med, og det er så mit håb, at der kan blive lavet en ny samtale med en retspsykiater, sagde Finn Meinel.
Det at acceptere dommen betyder ikke, at manden har tilstået, fortæller anklager Alexander Stürup.
- Vi har ikke hørt en ny forklaring, så vi har den forklaring, som han afgav i kredsretten, hvor han nægter sig skyldig.
- Men hvis han ikke kan huske noget, men godt kan se, at de tekniske beviser mod ham er så overvældende, at han ikke vil bestride dem, så har vi en situation, hvor det ikke giver mening at skulle igennem det hele igen, siger Alexander Stürup.
Og med en ny samtale med en retspsykiater håber Finn Meinel for hans klient, at retspsykiateren ikke længere vil anbefale forvaring i sagen.
Anklager fastholder påstand
Alexander Stürup, mener dog stadig, at forvaring er det helt rigtige.
- Det er anklagemyndighedens opfattelse, at når man tidligere er dømt for et drab og nu igen er fundet skyldig i et drab, jamen så er forvaring den rette påstand, siger han.
- Men hvis det viser sig, at der kommer noget helt vildt frem i den supplerende erklæring, så kan jeg ikke lægge hovedet på blokken og sige, at vi holder fast i påstanden, siger han.
Men det vil overraske anklageren, hvis konklusionen efter den nye samtale bliver anderledes, når man tænker på mandens kriminelle fortid, fortæller han.
Hvornår manden kan komme til at snakke med en retspsykiater igen vides endnu ikke, men der kommer en til landet i slutningen af januar, og det var håbet fra både forsvarer og anklager i retten, at retspsykiateren har tid til at snakke med manden.
Næste gang Landsretten skal tage stilling til sagen er altså, når den 35-årige mand har snakket med en retspsykiater igen, og her skal de kun tage stilling til, hvilken foranstaltning manden skal have.