Ny musik Kreutzmann og Tarrak lægger lyd til kampagne om Grønland
Sangen 'Vi er her' fra Nina Kreutzmann Jørgensen og Josef Tarrak Petrussen er soundtracket til årets kampagne fra Operation Dagsværk.
En kampagne, der blandt andet skal styrke relationerne mellem grønlandske og danske unge.
Udover oplysningskampagnen om Grønland består projektet også af en indsamling, hvor danske gymnasieelever arbejder til fordel for et udviklingsprojekt i Grønland.
Vigtigt med viden om hinanden
Danmarks Radios P1 har spurgt Josef Tarrak Petrussen, hvorfor han har valgt at bidrage til Operation Dagsværk med sine historier og sin sang.
LÆS OGSÅ Operation Dagsværk sender penge til Grønlands unge
- Det er vigtigt for mig, at vi ved mere om hinanden. Så er det også en god måde at vise Grønland - det moderne Grønland - Vi er med i tiden og vi er her også, siger han til radiopragrammet Kulturen på P1.
Josef Tarrak Petrussen mener, at der en ulighed i den viden der er om hinandens lande. Derfor er der brug for, at vi lærer mere om hinanden.
LÆS OGSÅ Gymnasieorganisation vil oplyse danske elever om Grønland
- Der er så meget uvidenhed om Grønland i Danmark. Vi ved rigtig meget om Danmark. Vi lærer dansk i skolen og masser af ting. Men på den anden side er der ikke så mange danskere, der lærer om grønlændere eller om Grønland, siger han.
Tarrak er et forbillede
Oleg Hertoft fra det frivillige sekretariat bag Operation Dagsværk forklarer til programmet Kulturen på P1, hvorfor organisationen har bedt Josef Tarrak Petrussen om at deltage i kampagnen.
- Josef Tarrak han er et rigtig godt forbillede og en rigtig god inspiration for grønlandske unge såvel som danske unge, siger han.
LÆS OGSÅ Danske gymnasiepenge giver grønlandske unge hjælp til selvhjælp
Det udviklingsprojekt, der i år bliver støttet af Operation Dagsværk er udviklet af Ungdommens Røde Kors og Kalaallit Røde Korsiat og handler om at sætte fokus på unges potentiale. Og det er blandt andet her Josef Tarrak Petrussen er et godt eksempel, når han rapper.
- Han er en stor inspiration for de grønlandske og danske unge og gør det som vi ønsker med projektet skal få de grønlandske unge til at gøre - han viser sit potentiale, siger Oleg Hertoft.
I videoen herunder kan du se kampagnesangen fra Tarrak og Nina Kreutzmann: