Jo, for hvis vi ikke gør noget, vil udgifterne til både flere ældre og en stribe andre velfærdsydelser betyde, at vi om kun 20 år skal betale næsten 60 procent i skat – Det vil sige knap tyve procent mere end i dag.
Skatte- og velfærdskommissionen konkluderer i deres rapport, at den nuværende situation i landet ikke er holdbar hverken menneskeligt, socialt eller økonomisk - og at det derfor er nødvendigt med handling nu.
Kommissionen skriver, at selvstyret er en stor mulighed, men er samtidig også en forpligtigelse til, at tage ansvar.
- Det vil kræve ofre og prioriteringer nu, som først over en årrække vil give resultater, skriver kommissionen. For hvis man hele tiden er optaget af at lappe huller og løse dagens problemer, får man ikke lagt kursen om, hvilket underforstået er den måde, som Grønland indtil nu er blevet drevet på.
Men der er også en anden forklaring på, at der er brug for flere penge:
Omkring en tredjedel af Grønlands samlede udgifter dækkes af bloktilskuddet, og derfor vil det være helt umuligt, at finansiere et veludbygget velfærdssamfund uden bloktilskuddet. Men med selvstyreaftalen er bloktilskuddets niveau låst fast, og derfor kan det ikke bidrage til at løse finansieringsunderskuddet i de kommende år. Kort sagt er konklusionen, at udgifterne vil løbe fra indtægterne.
Og det er det faktum, der gør handling pinedød nødvendig. Status quo er ikke en mulighed, lyder kommissionens mantra.