Døgnrapport: Knivstik og voldtægt fylder politiets weekend – over 70 alkoholrelaterede hændelser
![](/sites/default/files/styles/image_934x467/public/2023-11/7V9A0185.jpg?itok=l4yeVqKi)
I går vågnede en 22-årig kvinde i Upernavik efter at have deltaget i et drikkelag natten før.
Men noget var galt, og det blev hurtigt tydeligt. Kort efter ringede hun til politiet og anmeldte en 39-årig mand for voldtægt.
Lørdag blev manden fremstillet og fik en straksdom på seks måneders anstaltsanbringelse. Det oplyser vagtchef Poul Kreutzmann fra politiet.
Politiet oplyser, at der var tydelige beviser, som gjorde det muligt at behandle sagen hurtigt.
![](/sites/default/files/styles/image_934x467/public/2024-11/20200814-180248-L-6720x4480ma_0.jpg?itok=4_iCWdCO)
Knivstikkeri i bygd
Sagen om voldtægten er en af flere hændelser, politiet har håndteret over weekenden.
På samme dag som voldtægtsanmeldelsen modtog politiet også en anmeldelse om et knivstikkeri i Saqqaq, nord for Ilulissat.
En 59-årig mand var blevet stukket i maven af en 57-årig mand, men heldigvis var hans skader ikke livstruende.
Anmeldelsen kom klokken 14:53 lørdag, og politiet samlede hurtigt et hold i Ilulissat, som sejlede til Saqqaq.
- Vi foretog sagsbehandling og afhøringer samt forelæggelse til juristen med det samme. Her fandt vi, at manden ikke skulle fremstilles, men at sagen i stedet skulle fortsætte som en voldssag, fortæller vagtchef Poul Kreutzmann.
Alkohol gør dum
Der har også været mange alkoholrelaterede hændelser i den forgangne weekend.
Fra fredag kl. 16 til søndag middag blev der registreret mere end 70 alkoholrelaterede hændelser.
Ifølge politiet har dette medført 32 anmeldelser af husspektakler, hvoraf otte involverede børn.
Der har også været flere sager om selvmordstrusler, gadeuorden og trusler med mere.
- Det er selvfølgelig julefrokosterne, der er en stor faktor, men også en almindelig travlhed af alkoholrelaterede hændelser, fortæller vagtchef Poul Kreutzmann.