Kim Kielsen: Grønland når ikke sit CO2-mål

Landsstyremedlem for miljø Kim Kielsen har netop holdt møde med Klimaminister Connie Hedegaard på deres fælles tur til NEEM-lejren på Indlandsisen.
01. august 2008 15:38

Grønland kommer ikke til at nå sit mål om at reducere udledningen af CO2 med otte procent inden 2012.

Det var et af de emner landsstyremedlem for miljø Kim Kielsen og klimaminister Connie Hedegaard debatterede på deres fælles tur til forskerne i NEEM-lejren på Indlandsisen.

- Vi prøver jo at få indført selvstyre heroppe. Hvis det skal lykkes, og vi skal være selvbærende økonomisk, så skal vi have noget industri hertil, og den industri kommer til at udlede noget CO2. Vi skal prøve at begrænse det så meget som muligt, så den energi de skal anvende, den skal komme fra vandkraft, siger Kim Kielsen.

Men selv om CO2-udslippet stiger i Grønland, for eksempel hvis Alcoa placerer et aluminiumssmelteværk, så kan man ikke se det isoleret. Man bliver nødt til at se mere internationalt på det, siger Kim Kielsen.

- Hvis Alcoa kommer bliver det vandkraft de skal bruge i modsætning til, hvis de tog til et andet land, hvor de skulle bruge kul eller noget andet energi som udleder ti gange mere CO2. Så globalt set er det en reducering af CO2-udledningen, siger Kim Kielsen.