Kajak: Karoline Nielsen er i top-fem i Europa

Grønlandske Karoline Nielsen har opnået flot resultat ved Europamesterskaber for U-23 i kaproning i kajak
Karoline Nielsen har fået fornyet motivation til træning i sin kajak efter sin placering ved EM. Foto © : Silkorg Kajakklub
Skrevet af Noah Mølgaard
10. juli 2025 15:30

Første deltagelse i internationale stævner i fire år har givet fornyet energi til at træne endnu mere pagaj for 22-årige Karoline Nielsen.

Hun deltog ved Europamesterskaber for U-23 for det danske landshold, da der blev roet om kap i begyndelsen af juli. Hun sluttede på femte pladsen i finalen.

Karoline Nielsen, der har familierødder i Saattut ved Uummannaq, havde svært ved at sige noget om forventninger før mesterskaberne. Det er hendes første deltagelse i U-23 og den første internationale deltagelse i fire år.

Karoline Nielsen deltog i 200 meter kaproning i ener-kajak.

- I mit først indledende heat kom jeg i top-tre og kvalificerede mig direkte til finalen, fortæller Karoline Nielsen til KNR.

Finalestarten blev også rigtig god.

- Jeg fik en rigtig god start og havde en bådlængde i forhold til de andre, men så gik jeg lidt koldt hen ad vejen. Men jeg er meget tilfreds, siger Karoline Nielsen.

Der var også meget tæt opløb mod målstregen. 

- Jeg var egentlig kun 0,3 sekunder fra bronze, så jeg føler ikke rigtig, jeg kunne have gjort det bedre, siger Karoline Nielsen.

- Der var rigtig godt niveau, og der var nogen, der har været med til World Cup og den ene kom med i finalen blev nummer fire hos seniorer. Det er nogle hårde kvinder, jeg har roet imod, så jeg er ultra tilfreds, siger Karoline Nielsen.

Ny motivation

Nu har hun genoptaget træningen på søerne i Silkeborg og venter kun på, at det danske landshold til VM senere på året bliver udtaget.

- Jeg har masser af motivation til at træne. Nu har jeg endelig fået vist, det jeg kunne, og det har jeg ikke kunnet gøre, fordi jeg ikke har deltaget internationale stævner i fire år. Så det er meget rart at kunne vise, at man godt kan et eller andet. Det giver helt klart motivation til i fremtiden, siger Karoline Nielsen.

Hun ror i kulfiber- glasfiberkajakker ved sine konkurrencer.

Der bliver i øvrigt taget grønlandske kajakker i brug fra i morgen i Sisimiut ved grønlandsmesterskaberne i forskellige discipliner. KNR-TV sender direkte fra mesterskaberne.