Jens-Frederik Nielsen: Vi får økonomiske problemer, hvis vi ikke hæver brændstofprisen

Fra den ene dag til den anden hævede KNI i tirsdags priseen på flydende brændstoffer med 85 øre. Det svarer til en prisstigning på mellem 15 og 20 procent.
Prisforhøjelsen er blevet godkendt af naalakkersuisut. Det oplyser KNI til KNR.
KNI har tidligere dækket de lavere brændstofpriser gennem overskud. Men de midler er nu brugt op, har selskabet tidligere forklaret.
Hvis priserne fortsat holdes lave, efter pengene er brugt op, vil det koste landskassen 130 millioner kroner om året, siger formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D). Og det er ikke en prioritet af de offentlige midler, siger han.
- Hvis man kigger på finansloven, vil det koste over 500 millioner kroner over fire år. Derfor vil en finansiering betyde en betydelig byrde økonomisk, siger Demokraatits Jens-Frederik Nielsen.
Vil ikke sige hvem der har ansvaret
KNR har spurgt formanden for naalakkersuisut, hvem der bærer det største ansvar for, at brændstofprisen i landet er steget med op til 20 procent. Men selvom spørgsmålet er blevet stillet flere gange, er det ikke blevet besvaret konkret. Dog er det blevet sagt, at det er naalakkersuisut, der i sidste omgang godkender det.
- Hvis brændstofprisen skal ændres, skal det godkendes politisk, siger Jens Frederik Nielsen.
Formand: Jeg er forstående
Prisforhøjelsen på flydende brændstoffer er blevet mødt med stor utilfredshed. SIK's formand, Jess G. Berthelsen, udtalte tidligere til KNR, at prisstigningen er et brud på valgløfterne. Han henviste til, at alle kandidater i forårets valgkamp talte om, at livet skulle gøres lettere og billigere.
Formanden for naalakkersuisut er forstående over for kritikken.
- Alle partier har i valgkampen sagt, at livet herhjemme skal være billigere og lettere. Det er stadig vores hensigt. Men det handler om markedspriser og udefrakommende forhold, som vi ikke selv styrer. Derfor er jeg – ligesom Jess G. Berthelsen – ked af, at vi er havnet i denne situation, siger Jens-Frederik Nielsen.