Jens-Frederik Nielsen: Møde med USA i Tyskland er positivt fremskridt

Tysklands forbundskansler kalder den internationale verdensorden for fortid, men formanden for naalakkersuisut rejst til møde med USA med et andet, positivt budskab.
Jens-Frederik Nielsen skal snart mødes med den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio. Her vil han fortælle om Grønlands grænser, og at USA ikke får så meget som en centimeter land. Foto © : KNR / Markus Valentin
13. februar 2026 16:13

- Jeg kan selvfølgelig ikke undlade at nævne Grønlands "røde linjer", som vil blive gjort meget tydelige.

Sådan fortæller Jens-Frederik Nielsen (D), formand for naalakkersuisut.

I disse dage mødes Nato-landene i den tyske by München til en sikkerhedskonference.

Formanden for naalakkersuisut skal blandt andet mødes med den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio.

Og her fortæller Jens-Frederik Nielsen, at han særligt vil udtrykke sin glæde over, at samarbejdet nu atter foregår i gensidig respekt.

- I denne tid vil jeg, som sagt, understrege, at samarbejdet skal bygge på respekt og overholdelse af internationale love; det vil jeg sige meget klart.

En ny verdensorden

Lige inden KNR taler med Jens-Frederik Nielsen, har han overværet åbningsceremonien.

Her gik den tyske forbundskansler, Friedrich Merz, på talerstolen med, hvad han selv omtalte som et dystert budskab: Den internationale verdensorden eksisterer ikke længere.

Den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio gav hånd til den tyske forbundskansler Friedrich Merz, da de mødtes til Natos sikkerhedskonference i München. Foto © : Liesa Johannssen/AFP/Ritzau Scanpix

Men Jens-Frederik Nielsen er ikke taget til Tyskland med lignende budskab. I stedet vil han fastslå over for amerikanerne, at naalakkersuisut holder fast i de internationale love.

Møde med USA

Adspurgt til, hvad Jens-Frederik Nielsen håber at opnå på sit møde med Marco Rubio, fortæller han, at han vil udtrykke respekten for Grønlands grænser.

Selvom det kan lyde som en gentagelse, så fortæller formanden for naalakkersuisut, at dagens møde er vigtigt.

Det skyldes, at den arbejdsgruppe og dialog, der er med USA, foregår på embedsmandsniveau; Her foregår dagens møde på politisk niveau.

- Vi har muligheden for klart at markere, hvor Grønlands grænser går i samarbejdet. Vores krav er enkelt: Vi kan sagtens udvikle et samarbejde baseret på normal, gensidig respekt, men her går vores grænser.

USA får ikke en centimeter af Grønland

Adspurgt til hvilke grænser formanden for naalakkersuisut vil kæmpe for, siger han: 'landegrænser og territoriel overtagelse'.

- Det er ting, vi har gentaget før. Det er Grønlands faste linje. Hvis man taler om, at ville have så meget som en centimeter af vores land, så bliver samtalen meget mere "firkantet" og svær.

Er der grund til bekymring for os i Grønland i forbindelse med mødet med den amerikanske udenrigsminister?

- Den anspændte situation eksisterer stadig, selvom der er taget gode skridt fremad. Vi befinder os i en alvorlig situation, som vi ønsker at løse, siger Jens-Frederik Nielsen og fortsætter:

- Derfor er vi nødt til at tale direkte sammen; det er et positivt skridt. At vi nu kan se hinanden i øjnene og tale sammen, er et godt fremskridt. Det er den vej, vi skal gå, hvis vi alle skal opnå det bedste resultat.