Inuuteq Storch udstiller på kunstens OL: Det er en stor chance for Grønland
Kunstner og fotograf Inuuteq Storch skaber i disse dage historie.
Han udstiller nemlig på Venedig Biennalen 2024, som er en af verdens mest prestigefyldte kulturbegivenheder.
Inuuteq Storch er som den første kunstner fra Grønland udvalgt af Statens Kunstfond til at repræsentere Danmark på kunstbiennalen. Han har igennem det sidste år arbejdet på at skabe udstillingen.
- Det er lettende, men også vildt på samme tid. Biennalen er OL for kunst, så der er rigtig god stemning her, fortæller Inuuteq Storch på telefonen fra Venedig.
Kunstbiennalen finder sted hvert andet år, hvor godt 40 lande har et udstillingssted - heriblandt Danmark. Biennalen består af en hovedudstilling og en række udstillinger i landenes enkelte udstillingssteder.
Retter selv linsen
Et skilt med ordene “Danmark” er erstattet af “Kalaallit Nunaat” på den danske pavillon, som er Danmarks udstillingsrum på kunstbiennalen.
Indenfor hænger Inuuteq Storchs udstilling “Rise of the Sunken Sun”. Den består af seks forskellige projekter - blandt andet hans fotografier af livet i Sisimiut, fangerlivet i Qaanaaq, arkivfotos fra fotografens familie, og fotografier taget af Grønlands første fotograf, John Møller.
Med udstillingen ønsker Inuuteq Storch at vise en mere nuanceret fortælling om Grønland. For gennem historien har det ofte været udefrakommende, der har rettet linsen mod landet og befolkningen.
- Projekterne har alle relationer til den grønlandske kultur, historie og identitet. Det er en ære for mig at vise grønlandsk kultur her i Biennalen, siger han.
Samtidig håber fotografen, at udstillingen bliver en mulighed for at skabe endnu mere opmærksomhed på kunst og kunstnere herhjemme.
- Hele verden kigger. Så det er en stor chance og ære for Grønland at have sådan en udstilling. Det er nu, vi skal gribe chancen, siger Inuuteq Storch, der har brugt de sidste dage på at give interviews til internationale medier.
Mangler politisk prioritering
Og chancen – ja, den har politikerne ikke grebet endnu, mener han.
Han oplever ikke, at der har været nok politisk støtte hjemmefra til udstillingen.
- Den danske kulturminister holder tale til åbningen af min udstilling, mens min minister (kulturminister Aqqaluaq B. Egede (IA), red.) har meldt afbud. Det er jeg ked af, for jeg føler, at det er et bevis på, at det grønlandske kulturliv ikke er understøttet politisk, siger han.
Inuuteq Storchs udstilling åbnede officielt i torsdags, hvor de grønlandske musikere Kimmernaq, Mike Thomsen og Andachan optrådte.
Den danske Pavillion på Venedig Biennalen tiltrak sidste gang op mod 800.000 besøgende.
Inuuteqs Storch udstilling kan opleves på Biennalen frem til den 24. november. Derefter rejser udstillingen videre til Fotografisk Center i København og på Hasselbladstiftelsen i Gôteborg.