Inatsisartut hæver højeste foranstaltningstid til 16 år

Ændringen skal sikre, at sanktionerne i retssystemet afspejler samfundets krav om retfærdighed, lyder det fra naalakkersuisoq.
Det bliver nu muligt for retten at foranstalte kriminelle med højest 16 år fremfor 10 år. Foto © : Markus Valentin / KNR
Skrevet af Markus Valentin
23. oktober 2025 07:31

Inatsisartut har besluttet at hæve den maksimale foranstaltningsramme fra 10 til 16 år – et skridt, der får betydning for de mest alvorlige forbrydelser.

- Hvis tilliden til retsvæsenet skal bestå, skal der være sammenhæng mellem den sanktion, et samfund giver forskellige typer af kriminalitet og ofrenes og samfundets opfattelse af retfærdighed.

Sådan udtalte Naaja Nathanielsen (IA), naalakkersuisoq for justitsområdet, da hun gik på talerstolen kort før afstemningen.

Ifølge naalakkersuisoq er ændringen kun første skridt i en større reform af retssystemet.

- Vi står over for en reform af retsvæsenet, hvor hjemtagelse af kriminalretten er en mulighed. Naalakkersuisut har allerede indkaldt partierne til en drøftelse af de grundlæggende principper i kriminalloven, herunder også muligheden af at indføre straf i stedet for foranstaltninger og strafferammer for de enkelte forbrydelser.

Forslaget blev enstemmigt vedtaget med 26 stemmer for og ingen imod.

Særlige tilfælde

Under lovudvalgets behandling af forslaget har der været drøftet, hvorvidt den nye maksimale foranstaltningsramme kun skulle gælde i særlige sager.

Det ville betyde, at 10 år fortsat var udgangspunktet – undtagen i sager såsom drab og grove seksualforbrydelser.

Men udvalget besluttede, at den nye lov ikke skulle gå ind og lave individuelle rammer for enkelte typer af kriminalitet.

- Heri er det vurderet, at dette ville komplicere kriminallovens foranstaltningssystem unødigt, og dertil også ville kunne opfattes som delvis indførelse af foranstaltningsrammer, skriver udvalget.

Dog opfordrer lovudvalget naalakkersuisut til at tage ønsket om specifikke foranstaltningsrammer med videre i det kommende arbejde med reformer af retsvæsenet.

Siden retsområdet ikke er hjemtaget, skal den nye lovgivning vedtages i Folketinget, før det bliver gældende lov i Grønland.