Hvorfor begår man mord? Hør det fra tre, der møder drabsmænd til dagligt

Den typiske drabsmand her i landet er i midten af 30’erne, har haft en svær opvækst med mangel på omsorg og handler ofte i affekt - altså i afmagt - når han begår et drab.

Men når den kortvarige afmagt har lagt sig, og forbrydelsen er begået, hvem er så mennesket bag forbrydelsen?

Det har KNR spurgt tre eksperter om, der hver især møder gerningsmændene på hver deres tidspunkt i tiden efterfølgende, og de tegner alle det samme billede.

- Ved det typiske drab her i landet er både gerningsmand og offer i midten af 30’erne. Begge er mænd, de kender hinanden i forvejen, og drabet er ikke planlagt, siger politidirektør Bjørn Tegner Bay fra Grønlands Politi.

Man skal ikke glemme kvinderne. De står for 15 procent af drabene, men det betyder også, at det er mænd, der er gerningsmænd i 85 procent af sagerne, fortæller politidirektøren. Foto © : Johansinnguaq Olsen/ KNR

Det er altså en pludselig indskydelse som ham, der ender med at blive drabsmand, får.

Det bliver bakket op af den privatpraktiserende psykolog Nanna Hildebrandt, der også de seneste fire år har været psykolog i anstalten i Nuuk og derfor er i daglig kontakt med foranstaltede drabsmænd.

Nanna Hildebrandt er privatpraktiserende psykolog og arbejder også som psykolog i anstalten i Nuuk, hvor hun er en af de få, som de anbragte har kontakt med. Foto © : Nicole Sander / KNR

- Der er ikke nogen af dem, jeg møder, der har lyst til at sidde i anstalten eller har haft lyst til at begå det drab, de er dømt for, siger Nanna Hildebrandt.

Og selvom det at dræbe et andet menneske typisk ikke har været planlagt, er der ofte én fællesnævner blandt gerningsmændene: De har haft en svær opvækst, som fører til omfattende problemer i voksenlivet.

En svær barndom sætter sine spor

Det går nemlig ofte galt, længe før det ender i en drabssag, påpeger forsvarsadvokat Naja Joelsen.

For ofte er gerningsmændene vokset op i en familie, hvor både de selv, men også deres forældre er blevet omsorgssvigtet.

Og derfor er det også ofte de store følelser og frustrationerne, der er styrende, når drabet bliver begået, fortæller psykologen. Og det bakker Naja Joelsen og Bjørn Tegner Bay op om:

- Den pludselige indskydelse, som ender ud i drab, er ofte motiveret af jalousi, og fordi han har indtaget alkohol, fortæller Bjørn Tegner Bay.

- Mit indtryk er, at drabene ofte er begået i beruset tilstand, hvor gerningsmanden ikke kan huske, hvad der er sket, eller også er det sket i afmagt, vrede og frustration, supplerer Naja Joelsen.

Naja Joelsen har omkring 20 års erfaring som forsvarer. Igennem tiden har hun været forsvar for flere drabsmænd, fortæller hun. Foto © : Johansinnguaq Olsen/ KNR

Og når følelserne ophober sig, så vil der være større risiko for at begå et drab, fortæller Nanna Hildebrandt.

Det er altså de færreste gerningsmænd, der har en decideret psykisk lidelse eller er psykotiske i gerningsøjeblikket, slår psykologen fast.

- Men jeg møder mænd med ADHD, og mænd med en smule autisme, og så ser jeg også afvigende personlighedsstruktur, som kan gøre det svært at passe ind i samfundet.

- Gerningsmanden kan have lidt dårligere impulskontrol eller en personlighed, der er mere narcissistisk, så han tænker mere på sine egne følelser end andres. Og derfor kan have svært ved at sætte sig i andres sted, fortæller Nanna Hildebrandt.

Nogen lytter for sent

Så ofte, når de sidder tilbageholdt eller anbragt i anstalten, er det overvældende, fortæller psykologen og advokaten.

- Når jeg møder dem, er de et stort spørgsmålstegn om, hvorfor de er i den situation, eller hvad de skal gøre og tænke. De er kede af det, de græder, og de ved ikke, hvad der er sket, så det gør ondt på dem, fortæller Naja Joelsen.

Derfor opfordrer hun dem ofte til at snakke med en psykolog som Nanna Hildebrandt eller en præst.

- Så når jeg møder dem, er de folk i krise og med mange følelser. De er vrede, kede af det, bange, og mange er også enormt overvældede over situationen og voldsomheden i kriminaliteten, siger Nanna Hildebrandt.

- Og selvom man er gerningsmand, kan man godt skabe traumer hos sig selv, fordi det er så voldsomt, siger hun.

Ofte er det først, når de har begået kriminaliteten, at de oplever at have nogen at snakke med. Derfor er de fleste også ret stille første gang, Nanna Hildebrandt møder dem.

- For når jeg møder dem, så er det den største forandring og den største krise, de har befundet sig i. Og det er et kæmpe kontroltab, så de har ofte brug for lige at lande, siger hun.

Men det er Nanna Hildebrandt og Naja Joelsens håb, at systemet en dag formår at gribe de her skæbner langt tidligere.

- Jeg kunne godt tænke mig, at systemet griber ind på et langt tidligere tidspunkt, for systemet kender dem i de fleste tilfælde godt, fordi der er tale om 2. generations omsorgssvigtede, siger Naja Joelsen.

- At vi giver dem nogen at snakke med, at vi viser dem de mange gode ressourcer i samfundet, der kan hjælpe dem, så vi hjælper dem på vej, siger Nanna Hildebrandt.