Hjemløse skal flytte ud af byen, men hvor skal de flytte hen?

Syv hjemløse har lige nu slået telt op i midten af Nuuk. Kommunen kræver, at de flytter, men de ved ikke, hvor de skal flytte hen.
Foto © : Jaaku Lyberth / KNR
16. juli 2026 11:29

Ved Sipisaq Kangilleq i Nuuk står der lige nu fire telte med syv beboer. Beboerne er hjemløse, og bor i teltene ulovligt, mener kommunen.

Så nu skal de flytte, mener kommunen.

En af de hjemløse, der har slået telt op, er Thue Noahsen. Han har boet i telt de sidste fire år

- Her er fredeligt og roligt, siger han til KNR.

Thue Noahsen har boet i telt de sidste fire år i byen, men risikerer nu at skulle flytte ud af byen - hvorhen ved han ikke. Foto © : Jaaku Lyberth / KNR

På det seneste har flere andre hjemløse rejst telt omring Tue Noahsens telt.

Nogle af dem, der også har slået telt op, er Thue Olsen Heilmann og Gerda Mikaelsen. 

De har sat telte på for omkring to måneder siden. 

Ulovligt

Men nu er det slut. Kommuneqarfik Sermersooq har nemlig besluttet, at teltene skal ned, og de hjemløse skal flytte ud af byen.

- Hvis ikke vi flytter frivilligt, fjernes teltene med hjælp fra politiet, fortalte de hjemløse til KNR onsdag formiddag. 

 De er skuffet over, at myndighederne har besluttet at teltene skal fjernes. 

- Hvis de siger, at vi skal flytte og fjerne vores telte, skal de fortælle os, hvor vi skal flytte hen, men myndighederne har ikke fortalt os, hvor vi skal flytte, fortæller Thue Noahsen.

- Vi har ikke gjort os klar til at flytte, da vi ikke ved, hvor vi skal flytte hen i byen, fortæller Thue Olsen Heilmann.

Tue Noahsen har klaget over Kommunens afgørelse, og den klage er havnet hos Departementet for Finanser og Skatter, der i et langt svar på klagen skriver, at de fastholder kommunens afgørelse om, at teltene skal fjernes, fordi de bliver brugt til beboelse.

Og det er i mod gældende lovgivning om arealanvendelse i Planlovens bestemmelser, fremgår det af svaret fra departementet.

Hvad siger Planloven?

 § 37 Intet areal må unddrages almen benyttelse og tages i brug uden en tilladelse fra arealmyndigheden. 

- Det følger således af planlovens § 37, at anvendelsen kræver arelmyndighedens (kommunens) tilladelse. Departementet konstaterer, at kommunen ikke har givet arealtildeling eller arealtilladelse til klager. Teltets placering og anvendelse anses derfor principielt som ulovligt, skriver departementet i deres svar på klagen.

Hvor skal vi bo?

De hjemløse, som KNR har talt med, fortæller, at de skal flytte 500 meter fra beboelsesområder i byen.

- Skal det være bag lufthavnen, spørger Thue Noahsen. Det kan ikke være ude ved Qinngorput, da der ikke er muligheder for at rejse telte. Det er svært at forestille sig, hvor teltene kan være, fortæller Thue Noahsen.

- Det er alt for langt væk, siger Thue Olsen Heilmann.

- Jeg tvivler på at flytte derud, da der er for langt væk, især når man går hele dagen. Men der er vist ikke andet at gøre, vi er nødt til at acceptere det, selvom her er fredeligt. Vi vil savne det her, siger Gerda Mikaelsen. 

Thue Olsen Heilmann og Gerda Mikaelsen kommer til at savne at bo inde i byen, hvis de ender med at skulle flytte, fortæller Gerda Mikaelsen.

Flytningen skulle finde sted i går - onsdag eftermiddag - men Thue Noahsen fortalte onsdag eftermiddag, at kommunen har udsat beordringen om at flytte til et andet sted, indtil det ligger fast, hvor de hjemløse skal flytte hen.

KNR har et interview med borgmester Avaaraq Olsen fredag formiddag om sagen.