Hårde stoffer vækker bekymring i Grønland
Der er bekymring for, at hårde stoffer kan være på vej til at få fodfæste i det grønlandske misbrugsmiljø.
Viden om, hvor meget hårde stoffer bliver brugt herhjemme, er sparsom, og de kendte tilfælde er indtil videre få.
Men hos Allorfik møder de mennesker, der kommer ind med et ønske om at få behandling.
- Direkte afhængighedsbehandling, så er det et to stykker de sidste par år, som vi har meldinger om. Og det er for eksempel kokain, siger lægefaglig chefkonsulent i Allorfik, Efraim Jessen Olsen.
Han understreger dog, at det tilsyneladende har været mennesker, der har fået sig et misbrugsproblem i Danmark, før de kommer tilbage til Grønland.
Men der er tegn på, at der også bliver taget hårde stoffer herhjemme. Efraim Jessen Olsen fortæller, at sygehusene har oplevet enkelte forgiftningstilfælde fra hårde stoffer.
- Det virker til, at kokain er kommet ind. Og så er der andre stoffer, der er morfikalignende. Og så er der også stesolidlignende stoffer, der fylder lidt. Men som sagt, så er det enkeltstående tilfælde.
Det er altså ikke så udbredt i dag.
Politiet beslaglægger hårde stoffer
Men det er et problem, som de lægefaglige frygter vil vokse, siger Efraim Jessen Olsen.
Han henviser til politiets årsstatistikker, hvor listen over forskellige konfiskerede stoffer de seneste år er blevet længere.
Også politiet peger på det.
- Grønlands Politi kan se på de seneste års statistikker, at der bliver beslaglagt hårde stoffer som kokain, MDMA/ecstasy og amfetamin i Grønland. Udviklingen peger på, at disse stoffer er blevet mere udbredte på det grønlandske narkotikamarked, skriver Grønlands Politi til KNR.
Selvom politiet beslaglagde en mindre mængde hård narkotika sidste år i forhold til 2024, beslaglagde de blandt andet stadig omkring 30 gram amfetamin, 10 piller ecstasy og godt 50 gram kokain.
Tilsvarende tal fra 2024 viser, at godt 900 gram kokain, 120 gram amfetamin og 25 piller ecstasy blev beslaglagt dengang.
Politiet understreger, at beslaglægningerne kan variere meget fra år til år. De har dog en formodning om, hvordan udviklingen vil se ud.
- Grønlands Politi forventer, at Grønland også fremover vil kunne opleve en øget tilførsel af hårde stoffer, blandt andet som følge af udviklingen på narkotikaområdet, skriver politiet.
Efraim Jessen Olsen forklarer, at narkotikahandelen følger de samme mekanismer som almindelig handel.
- Det er udbud og efterspørgsel, siger han.
Hvis kriminelle skal sælge stofferne, skal der altså være en efterspørgsel efter dem. Og det frygter chefkonsulenten, at der er.
Udsat for misbrugsproblemer
Han peger på international forskning, der viser, at traumatiserede mennesker er særligt udsatte for at havne i misbrugsproblemer. Det samme viser Allorfiks egne undersøgelser af de mennesker, de behandler.
Og det høje selvmordstal i Grønland viser, at Grønland har en befolkning med en høj traumegrad, mener Efraim Jessen Olsen.
- Der ved vi, at sådan en høj traumegrad giver et højt misbrugspotentiale. Det ser vi ved alkoholindtagelse og høj grad af hashindtagelse, og høj grad af kriminalitet. Så frygten for, at de hårde stoffer pludselig har en voldsom indflydelse på det liv, der leves i Grønland, er ganske stor, siger han.
Der er huller i viden om, hvilke stoffer der bliver indtaget, hvor meget der bliver indtaget, og hvornår det sker i Grønland, tilføjer han.
- Vi ved fra de miljøer i Danmark og Europa, at det tilsyneladende er blandingsprodukter. Kokain bliver blandet op med måske lidt morfin eller kunstig morfin. Så det er ret bekymrende, at der ikke er helt styr på, hvad det er, der bliver indtaget.
Pusherne er heller ikke optaget af, hvad der præcist er i de stoffer, de sælger.
- Pusherne, der sælger stofferne, har ikke helt styr på, hvor kraftigt det, de sælger, er. Og så er det et ungt menneske, der tager det, og pludselig ikke trækker vejret mere.
- Det ser vi i Danmark, Vesteuropa og USA. Det er de her internationale forhold, som vi frygter vil indvirke på det grønlandske misbrugsmiljø på sigt.
Men vi er der ikke endnu.
Grønlands geografi og spredte befolkning gør også risikoen mindre.
- Vi er heldigvis et isoleret samfund, så politiet og toldmyndigheder, hvis de har midlerne og ressourcerne, bør have relativt gode forudsætninger for at inddæmme problemet og opsnappe de her transporter.
Grønlands Politi skriver også, at de følger udviklingen tæt og har fortsat fokus på at begrænse tilførslen og distributionen af narkotika i Grønland.
Naalakkersuisut skrev sidste år, at skattestyrelsen fra 2025 har fået fem millioner kroner ekstra om året, der samlet skal anvendes til at styrke indsatsen mod smugling af euforiserende stoffer. Tolderne arbejder ihærdigt for at nedbringe indførslen af narkotika til Grønland, lyder det.
- Denne indsats er løbende blevet styrket og vil i 2025 og årene frem blive styrket yderligere, skrev naalakkersuisut.
Én ting er at holde narkotika ude, en anden ting er, hvad man gør ved den narkotika, der er i landet.
Efraim Jessen Olsen fremhæver, at man i dag har medicin, der modvirker virkningen af nogle stoffer. Især når det handler om morfinlignende præparater.
- De andre, kokain, amfetamin og lignende, er vi lidt mere hjælpeløse over for, siger lægen.
Kloakmålinger kan vise, hvad der bliver taget
Og derfor er det vigtigt at vide, hvor indsatsen skal rettes.
- Derfor mener vi, at vi bør være mere opmærksomme. Og det er, for eksempel inden for hospitalsverdenen med flere målinger på skadestuehenvendelser, og konkret ved kloakmålinger.
Han fortæller om erfaringer fra Danmark, hvor kloakmålinger viser, at brugen af kokain er stigende i Danmark.
- Og hvis der var sådan, at vi havde nogle målinger i for eksempel otte eller ti kloakudløb i Grønland, og måske specielt i de større byer, Ilulissat, Sisimiut, Nuuk, så vil man have en føling med, hvad der bliver indtaget i misbrugsmiljøet.
- Det vil også kunne øge opmærksomheden i skadestuerne. Så kan man også målrette hjælpen, siger Efraim Jessen Olsen.