Grønlandske fodboldpiger skal med til international turnering

Med et sponsorat i ryggen skal to fodboldhold fra B-67 med til stor international turnering i Danmark.
Et G12 og G13 pigehold skal med til Dana Cup i Danmark til juli. Årsagen er et sponsorat. Foto © : B-67
21. maj 2024 12:08

I slutningen af juli skal der dribles og tackles på livet løs i Hjørring, når Dana Cup 2024 finder sted.

I år bliver det med to pigefodboldhold fra Nuuk-klubben B-67 på deltagerlisten.

Det sker, fordi Arctic Import og Hørkram Foodservice er gået sammen om et sponsorat, der kan sende pigerne af sted. Det skriver de to selskaber i en pressemeddelelse.

- Vores engagement i Dana Cup er mere end bare en sponsor-handling. Det er en del af vores kerneværdier om at styrke fællesskaber og fremme lige muligheder, siger Henrik Kronborg, der er salgsdirektør i Arctic Import.

De to selskaber er gået sammen om sponsoratet, fordi de begge arbejder aktivt for at nå FN’s verdensmål om at fremme ligestilling gennem sport.

Respekt, ligestilling og venskaber

Dana-Cup er det største danske sports-event og en international fodboldturnering med omkring 1000 hold fra cirka 45 lande, der samler omkring 35.000 mennesker. Det skriver arrangørerne selv på deres hjemmeside.

Sponsoratet sikrer, at pigerne får lov til at dyrke deres passion for fodbold i et miljø præget af respekt og samhørighed, ligestilling og venskab, skriver firmaerne i pressemeddelelsen.

Og centerdirektøren i Hørkram fortæller, at sponsoratet også er for at udvise samfundsengagement.

- Vores engagement i Dana-Cup og de unges sportslige drømme er et klart signal om vores dedikation til social ansvarlighed og samfundsengagement.

Sponsoratet inkluderer dækning af alle omkostninger forbundet med opholdet og bespisning for de talentfulde unge fodboldpiger under hele turneringen.