Grønlandsk fiskefartøj stødte på grund i Island

Royal Greenlands skib, Masilik, er sluppet fri uden de værste skrammer, da den torsdag stødte på grund nær Reykjavik.
Masilik fisker mellem Østgrønland og Island. Foto © : Royal Greenland
Skrevet af Malik Brøns
17. december 2021 10:29

Intet olieslip fra det grønlandske fiskefartøj.

Sådan lød meldingen torsdag aften fra det islandske medie, visir.is.

Royal Greenlands skib, Masilik, stødte nemlig på grund torsdag aften ved Vatnsleysuströnd. Skibet lå på grund omkring 500 meter fra land.

Skibet blev slæbt fri af et andet skib ved højvandet fredag morgen, og er kommet i havn syd for Reykjavik. 

Skibet er 52 meter langt og 12 meter bredt, og fisker mellem Østgrønland og Island med en besætning på omkring 18.

Skibet undersøges i Island

Ifølge Royal Greenland, så ventede Masilik og besætningen på at få en kajplads, så skibet kunne losse fangsten.

Omkring klokken 15.40 grønlandsk tid, så stødte skibet på grund og derefter kontaktede besætningen den islandske kystvagt. Royal Greenland forklarer, at skibet sejlede i lav fart.

Dele af besætningen blev hentet, mens andre blev på skibet, så de kunne sejle skibet fri ved højvandet.

Nu er skibet i havn, og Royal Greenland er ved at kigge på Masilik, siger Royal Greenlands koncern kommunikationschef, Masaana Egede.

- Nu er vi dér hvor vi er ved at vurdere skadernes omfang. Vi har lagt oliespærre rundt omkring skibet, men der er ingen tegn på olieforurening.

- Vi er glade for samarbejdet med den islandske kystvagt, siger Masaana Egede.