Grønland udleder mindre CO2

Tal fra Grønlands Statistik viser, at udledningen af CO2 er faldende i Grønland.
Skrevet af Karsten Sommer
02. juni 2014 11:18

Den amerikanske regering lægger op til at ville skære drastisk ned på udslip af drivhusgasser fra landets kulkraftværker. Planen er ambitiøs. I løbet af de næste 16 år skal de 1600 kulkraftværker i USA nedbringe deres udledning af CO2 med 30 procent.

Obamas udmelding i dag falder meget aktuelt sammen med, at Grønlands Statistik i dag offentliggør tallene for Grønlands udledning af drivhusgasser i 2012.

Tallene viser, at det går den rigtige vej her i landet, hvor den samlede grønlandske emission af drivhusgasser i 2012 blev på 611.702 ton. Det er næsten 20 procent mindre end i 2011.

Efter årene 2010 og 2011, som viste med stigende udledning, især grundet olieefterforskning i de to år, faldt den samlede udledning i 2012 således til det laveste niveau i 10 år.

Omtrent 94 procent af de samlede udledninger af drivhusgasser i Grønland stammer fra energiforbruget. Således bidrog forbruget af fossile brændsler som gasolie, petroleum og benzin til 93,6 procent af den samlede emission af drivhusgasser i 2012, fortæller Grønlands Statistik.

Tallene fremgår af publikationen ”Emission af drivhusgasser 2012”.