Grønland hjem i stuen til 23 millioner kinesiske tv-seere

Kinesisk stats-tv CCTV2 er i gang med at optage til en dokumentarserie om Arktis kaldet ’Rediscovering the Arctic’.
14. april 2014 10:04

Det oplyser Visit Greenland, som blandt andre sammen med Air Greenland, har medvirket til at koordinere kinesernes ophold i Nuuk, Ilulissat - og også Qaanaaq, hvis alt går som planlagt.

CCTV2 er Kinas ’business-kanal’, så tv-serien fokuserer på Grønland ud fra en finansiel vinkel, men anlægger også et historisk og kulturelt perspektiv og kommer med et bud på, hvad fremtiden vil bringe, når det gælder forretningssamarbejder mellem Kina og Grønland og handel med andre arktiske samfund. De senere år har Kina vist en stadig større interesse for Arktis og har i dag observatørstatus i Arktisk Råd.

- For de fleste kinesere er Grønland en forunderlig verden, som man har hørt stadigt mere om på grund af klimaforandringerne. Men Grønland kommer i stigende grad på verdenskortet af andre årsager også, og vi ønsker med denne dokumentar at fremvise Arktis generelt, men herunder også grønlandsk kultur og livsstil specifikt til vores seere hjemme i Kina, fortæller instruktøren bag dokumentarserien, Xiaoguanh Liu.

- Jeg er sikker på, at der vil komme flere kinesiske turister, og at der vil opstå en større interesse for at investere i Grønland, efter at dokumentarserien har været vist, tilføjer han.

Serien om Arktis kommer til at bestå af otte afsnit og vil blive sendt i 2015. Hvert afsnit forventes at vare en time.

CCTV2’s seertal lyder på godt 23 millioner seere fordelt over det kinesiske fastland. Det er godt 410 gange flere mennesker, end vi er i Grønland.